De to Danish Agro-ejede selskaber Almas Agro og Traktor & Høstspecialisten er blevet samlet i et selskab. Sidstnævnte selskab får nu mulighed for at agere i hele Nord- og Østjylland.
Traktor & Høstspecialisten har mandag i denne uge indgået en aftale med Almas Agro om at sammenlægge selskaberne i et samlet selskab. Alle medarbejdere, aktiver og markedsområder fra Almas Agro fortsættes i Traktor & Høstspecialisten. Det vil sige, at de to afdelinger i Almas Agro i Hvam og Brønderslev nu fremover kommer til at høre under Traktor & Høstspecialisten, som altså nu har i alt fire afdelinger. De to andre afdelinger ligger i Kolding og Hinnerup.
Det meddeler Danish Agro i en pressemeddelelse. Begge maskinforretninger er således ejet af Danish Agro.
Direktør i Danish Agros maskindivision, Jens Skifter, er tilfreds med den nye struktur, som han forklarer sker som led i en optimering af det nord-/østjyske maskinsalg fra Haderslev til Skagen.
- Traktor & Høstspecialisten vil nu få muligheden for at kunne agere i hele Nord- og Østjylland samt etablere fokuserede kompetencecentre, alt efter hvilke maskiner der hovedsageligt kører i de forskellige områder. Det ligger således i planen, at eksempelvis Hvam vil blive et omdrejningspunkt for JAGUAR og græsmaskiner. Dette giver mening med deres placering midt i Himmerland. Den store styrke er, at vi får koncentreret kompetencerne der, hvor de fleste kunder befinder sig, siger han.
Almas Agro beskæftiger 25 medarbejdere. Direktør i Almas Agro, Stig R. Knudsen, vil fremadrettet have sit fokus på forretningsudvikling med reference til direktør Henrik Thomsen i Traktor & Høstspecialisten.
Henrik Thomsen er også glad for aftalen, og de muligheder, som den nu giver for Traktor & Høstspecialisten.
- Hele regionen Nord- og Østjylland bliver nu en sammenhængende region med muligheder for vækst og bedre service for alle kunder. Hinnerup vil blive omdrejningspunktet for administrationen, og værkførerne vil samarbejde på tværs af de fire afdelinger. Kunderne vil naturligvis kunne få service på alle produkter fra alle afdelinger. Jeg ser frem til at skabe et endnu stærkere setup til de nord- og østjyske landmænd – et setup som giver endnu mere værdi ude på bedrifterne, siger han.