Fortsat stigende traktorsalg

Der er dødt løb i toppen af traktorstatistikken og december måned bliver afgørende for, hvem der løber med førstepladsen som årets mest solgte traktor.

De mange traktorlanceringer på Agritechnica-udstillingen i sidste måned i Tyskland har givet et ryk op i traktorsalget i forhold til sidste år, og det er de store traktorer over 200 hk, der dominerer statistikken. Salget af traktorer i over 200 hk-segmentet er nu vokset til 717 traktorer mod 615 sidste år, og det er en stigning på knap 17 procent i forhold til sidste år.

Traktorstatistikken i perioden til og med november inklusive i over 200 hk-segmentet har Case IH på førstepladsen med 143 solgte traktorer, John Deere har 129, Massey-Ferguson 103, New Holland 99, Fendt 92, Claas 90 og Valtra 43.

Traktorsalget i november måned er ligeledes oppe med knap 19 procent i forhold til sidste år, og kampen om førstepladsen er tæt, dog trækker Case IH igen det lange strå og vinder måneden med 22 solgte traktorer, efterfulgt af Massey-Ferguson med 21, John Deere med 20, New Holland med 17 og Valtra med 10.

Kamp om podiepladserne til nytår

Der er tæt løb i toppen af traktorstatistikken i perioden januar til november inklusive. Case IH har leveret 281 traktorer over 40 hk og indtager dermed førstepladsen som Danmarks mest solgte traktor i perioden, mens John Deere er lige i hælene med 272, og på tredjepladsen kommer New Holland med 213 traktorer.

På de efterfølgende pladser ligger Massey-Ferguson med 170 solgte traktorer, Valtra med 123, Claas med 111 sammen med Fendt, Deutz-Fahr med 30, Landini med 7, McCormick med 6 og Same 2 traktorenheder.

Til og med november måneder er der nyregistreret 1.389 traktorer mod 1.224 sidste år, og det er en stigning på knap 14 procent.

Koncerntallene til og med november er CNH (Case IH og New Holland) 494 traktorenheder, Agco-koncernen (Fendt, Massey Ferguson og Valtra) 404 traktorenheder og John Deere med 272 traktorenheder.

Læs hele traktorstatistikken i dagbladet Effektivt Landbrug i morgen tirsdag eller på vores app »LandKiosken« kl. 21.10 i aften. (Abonnement)

Læs også