HE-VA giver 8-års brudgaranti på tromleringe
HE-VA oplever stor succes med deres stålstøbte tromleringe og udvider brudgarantien med helt op til 8 år på nogle ringtyper.

I kølvandet på at HE-VAs stålstøbte ring tidligere på året blev kåret bedst i test, hæver selskabet brudgarantien på alle stålstøbte tromleringe til 8 år og giver dermed de danske landmænd en større sikkerhed.
Stenrige jordtyper kan betyde beskadigede tromleringe, hvilket mindsker effektiviteten i marken, men de nye stålstøbte tromleringe fra HE-VA er designet til at modstå denne type belastninger.
Ringene er stålstøbte, hvilket giver en god fundamental styrke og samtidig er ringene udstyret med henholdsvis 8, 9 eller 10 eger, hvilket fordeler belastningen ud på hele ringen og dermed minimerer risikoen for brudskader.
- Vi har stor tillid til vores stålstøbte tromleringe, og ved at de kan klare ekstreme forhold og belastninger og ved at hæve brudgarantien fra 2 til 8 år viser vi, at vi står 100% bag ringenes kvalitet. Samtidig giver vi vores kunder rundt om i verden en stor sikkerhed, når de køber en tromle fra HE-VA, udtaler Villy Christiansen, der er administrerende direktør hos HE-VA.
HE-VAs stålstøbte tromlering med en diameter på 620 mm og 10 eger blev kåret bedst i test af svenske NilehnTeknik tidligere på året, og den påviste holdbarhed gør, at HE-VA udvider brudgarantien til 8 år – en af de længste brudgarantier i branchen.
Brudgaranti udvides også på HE-VAs andre tromleringe
I kølvandet på den særligt lange brudgarantiperiode på de stålstøbte tromleringe, udvider HE-VA også brudgarantien på Cambridgeringe, Stjerneringe og 2D Bølgeringe, som HE-VA nu giver 5-års brudgaranti på. De resterende ringe i sortimentet samt alle ringe med 3 eger ydes der 3-års brudgaranti på.
De nye, udvidede brudgarantier på tromleringe træder i kraft fra og med d. 1. januar 2019.