Kæmpe succes i Hjallerup
15.000 mennesker, 11.500 pølser og 150 liter vaffeldej, som slap op allerede på andendagen var, foruden et forrygende salg, med til endnu engang at gøre åbent hus ved Hjallerup Maskinforretning til en succes.

Hovedpræmievinderen Peter Rasmussen, Østervrå, kunne glad tage hjem med en Jonsered FR 2216 M havetraktor til en værdi af 35.000 kroner.
Selvom øjnene havde svært ved at holde sig åbne efter tre dage med åbent hus sad smilene stadig næsten oppe ved ørene blandt de mange medarbejdere i Hjallerup Maskinforretning.
- Jeg overdriver i hvert fald ikke, hvis jeg siger at der var 15.000 besøgende og de kom fra et kæmpe område, fortæller marketingschef Laila Høygaard Michaelsen.
For der var travlt, fra dørene blev slået op torsdag, til de lukkede igen lørdag eftermiddag. Blandt andet i afdelingen med plænetraktorer blev der løbet stærkt.
- Men vi har også nået vores salgstal i butikken og fået vækst på private kunder. Landmændene havde travlt i marken, og vi kunne mærke, at mange af dem kom forbi reservedelslageret og købte ting. Samtidig har maskinsælgerne mange ting at følge op på her efterfølgende, fortæller Laila.
Pølser og vafler
Der var gratis pølser torsdag og fredag, og hele 11.500 styk blev langet over disken.
- 4H skulle sælge vafler. Og da de kom med 150 liter dej, syntes jeg, det lød af rigtig meget, men fredag aften var det væk, så de måtte ud og bestille mere, fortæller Laila, som glæder sig over, at alle 4H-børnene nu kan få en god sommertur i Jesperhus Blomsterpark.
Der var også stor succes blandt de udendørs aktiviteter. Blandt andet stillede 44 kørere til start i plænetraktor.
Sælger Keld Fuglsang fik næsten gudestatus for en række børn, som stod i kø for at prøve en demotur i en Fendt 936.
Hovedpræmievinder
Åbent hus-dagene sluttede af med udtrækning af en række præmier for både børn, unge og voksne.
Hovedpræmien var særdeles kærkommen for vinderen. Peter Rasmussen, Østervrå, stod nemlig lige for at skulle købe reservedele til sin gamle Stiga for at få den i gang igen. Det behøver han nu ikke, da han kunne tage hjem som vinder af en Jonsered FR 2216 M havetraktor til en værdi af 35.000 kroner.
- Alt i alt nogle rigtigt gode dage, hvor vi næsten ikke kan få armene ned igen, siger Laila Høygaard Mishaelsen.