Større krav til halmhåndtering, logistik og effektivitet, der kan reducere omkostningerne for blandt andet maskinstationerne og halmleverandører, er i fokus i disse år.

Det drejer sig nemlig om at være konkurrencedygtig i hele halmbjergningsprocessen og samtidig tilbyde skånsom behandling af markerne for unødvendig kørsel, specielt de tunge maskiner skal have så få arbejdsgange i marken som muligt.

Den spanske familieejede landbrugsmaskinfabrik, Arcusin, der i godt 40 år har udviklet, produceret og specialiseret sig i maskiner til håndtering, er på vej ind på det danske marked for halmhåndteringsmaskiner.

Arcusin-fabrikken har allerede solgt tre af fabrikkens flagskibe, den store AutoStack FSX-ballevogn til Danmark.

Opsamlervognen er opbygget simpelt og enkelt og vedligeholdelsesdelen af maskinen er minimal. Opsamleren er opbygget med en opsamler på højre side af vognen, der opsamler ballen op i vandret position, vender den 90 grader og fører den ind på ladet af ballevognen. Det hele sker mens traktorer kører.

Seks eller ni lag

- Den store AutoStack kan opsamle 12 storballer eller 18 quadrantballer i henholdsvis seks eller ni lags højde og AutoStack-vognen er primært beregnet til at flytte ballerne ud af marken, fortæller importør og forhandler Thomas Birkballe, Ryomgård, på et pressemøde i Spanien i sidste uge.

- Jeg har valgt at importere de spanske halmhåndteringsmaskiner, da jeg ser et stort marked i specielt Danmark, da vi har rigtig, rigtig meget halmhåndtering.

- Det er logistikken i halmhåndteringen der er penge i. I fremtiden skal halmhåndtering være effektiv og med Arcusin AutoStack-opsamleren til specielt maskinstationer eller halmleverandører er AutoStack’eren et effektivt redskab.

- Opsamlervognen giver færre markskader og øger kapaciteten på pressen. Derudover er der færre lønomkostninger pr. balle, så alt i alt, ser jeg et voksende marked for Arcusin-maskiner, specielt i Danmark, forklarer Thomas Birkballe.

Tre i Danmark

Der kører tre AutoStack-opsamlervogne i Danmark. To af dem kører hos henholdsvis, Brdr. Petersen Maskinstation, Støvring og Philipsdal Maskinstation, Ulstrup.

Begge har købt flagskibet AutoStack FSX, model 72-81. Brdr. Petersen Maskinstation har bjerget 20.000 baller og Philipsdal Maskinstation har bjerget 7.000 storballer i denne sæson.

En typisk AutoStack FSX opsamler og håndterer i en normal dansk høstsæson omkring 20.000 storballer i størrelsen 90 gange 120 cm med en gennemsnitlig vægt på 500 kg.

Tredje generation

Arcusin-fabrikken producerer omkring 200 balleopsamlervogne årligt. Fabrikken i Arcusin er alene en samlefabrik, alle dele til en halmhåndteringsmaskine kommer via underleverandører.

Ifølge Blanca Cusine, der er tredje generation, giver det fabrikken mulighed for at fokusere alene på udvikling og service.

- God service og en 100 procent sikker reservedelsforsyning er det vigtigste for os, siger hun.

Fabrikken beskæftiger omkring 50 ansatte og maskinerne sælges enten via importører eller forhandlere i 50 lande og 85 procent af fabrikkens produktion eksporteres.

Kommer på Agromek

- Opsamlervognen er så enkel, at 80 procent af alle reklamationer klares via telefonisk kontakt med kunden, siger Blanca Cusine, der i øvrigt fortæller, at der ikke findes en brugt Arcusin-maskine, der er til salg.

Den store Arcusin AutoStack FSX kan i øvrigt ses på Agromek i denne måned.