Mange valfartede til Åben Maskinvej

Der var stort rykind, da de fem maskinfirmaer på Kærup Parkvej i Ringsted for tredje år i træk inviterede til et stort fælles åben hus-arrangement.

ÅBENT HUS Det er åbenlyst en god idé at holde fælles gadefest for maskinbranchen. Tredje udgave blev den hidtil største succes af Åben Maskinvej for de fem maskinfirmaer på Kærup Parkvej i Ringsted.

Ikke mindst for Scantruck sådan cirka midt på den 650 lange strækning med JCB-forhandleren Nicolaisen & Larsen i den ene ende og Hydrema, Helms TMT-Centret og Hertz i den anden.

- Vi kan kun gisne på besøgstallet over de to dage. Men vi kan konstatere, at vi har talt med rigtig mange både landmænd og entreprenører, fortæller salgschef Claus Bjerregaard hos Scantruck.

- Selv om vi, tilføjer han, producerede 600 burgere til gæsterne, gik vi desværre ud for bøffer og øl en lille times tid før slut. Det tog de sidste gæster nu pænt. Alle var helt klart dedikerede fagfolk, der var kommet for at se og høre om maskiner.

Købelystne gæster

Det blev heller ikke ved den store mængde burgere. Der blev også serveret flere maskiner for købelystne besøgende. I alt en halv snes solgt maskiner. Blandt dem to gummihjulslæssere af Scantruck-hofmærket Komatsu og flere Manitou-teleskoplæssere.

- Vi mærker virkelig, at vi er i et rigtig godt landbrugsområde, og at der er fin optimisme hos landmændene. Det samme gælder i øvrigt for de mange små og mellemstore entreprenører, som helt klart har en god og udbytterig dag på Kærup Parkvej, når maskinfirmaerne præsenterer sig i fælles flok, siger Claus Bjerregaard.

Han vil allerede nu godt love, at firmaet i begyndelsen af marts næste år er klar til den fjerde udgave af Åben Maskindag, der helt sikkert bliver en fast årlig tradition.

jhal

Læs også