Nye traktorer til Elmegaarden
Brdr. Holst Sørensen A/S kan i år glæde sig over både flot traktorsalg af Case IH, ligesom man har udvidet programmet med nye mærker – senest i form af overtagelsen af importen af Siloking-mixervognene

Fra venstre: Ryon og Lisbeth Petersen sammen med indehaver af Brdr. Holst Sørensen A/S, Søren Holst (th) ved leveringen af de tre nye Case IH traktorer forleden. Foto: John Ankersen
Brdr. Holst Sørensen A/S i Obbekær ved Ribe er blandt de mangeårige udstillere på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa. Og i år bliver ingen undtagelse.
Maskinforretningen, der er Case-IH forhandler, kan glæde sig over et flot traktorsalg af mærket, som i marts 2019 på landsplan overhalede alle andre mærker salgsmæssigt – og dermed blev det mest solgte mærke i Danmark i hele første kvartal.
Forleden kunne indehaver af Brdr. Holst Sørensen, Søren Holst, overrække nøglerne til hele tre nye af slagsen til samme kunde, nemlig indehaverparret af Elmegaarden i Sommersted, Lisbeth og Ryon Petersen.
De tre nye Case IH-traktorer er af den populære Maxxum-serie i model 150, hvoraf den ene er med fastmonteret frontlæsser.
De tre traktorer indgår i den daglige drift af Elmegaarden, der blandt ander omfatter 130 hektar ligesom der både er kvæg og svin på ejendommen, der også er kendt for bondegårdsferie, gårdbutik, eget mejeri og meget andet.
Godt kram og godt behandlet
Det er langt fra første gang, at Lisbeth og Ryon Petersen har købt traktorer og andre landbrugsmaskiner hos Brdr. Holst Sørensen.
- Vi får en god behandling, og det er godt med noget opdateret kram, forklarer Ryon Petersen, der tilføjer, at de tre nye traktorer skal erstatte tre ældre Case IH traktorer – en model 240, en 140 og en 130.
Ny import, nye modeller
Det er ikke blot inden for traktorer og Case IH generelt, at Brdr. Holst Sørensen A/S er stærk.
Maskinforretningen har også dansk import af flere forskellige mærker indenfor landbrugsmaskiner og tilbehør.
Blandt dem finder man de hollandske Giant-minilæssere, som man i en årrække har haft importen af til det danske marked.
Her kunne man for nylig præsentere den første fuld-elektriske minilæsser i form af modellerne G2200E og G2200 X-TRA. Modellerne er udviklet af fabrikken som svar på en stigende efterspørgsel efter CO2-neutrale læssemaskiner.
Senest har Brdr. Holst Sørensen A/S udvidet sit program med overtagelsen af importen af Siloking-mixervogne til Danmark. En vogn, der tidligere har været solgt af Kverneland.
Siloking er langt fra ukendt hos Holst Sørensen, da man første gang havde importen af de tyskproducerede mixervogne indtil 2006.