Overtager Kverneland-forhandlingen Nordjylland

Brdr. Thorsen overtager forhandlingen af Kverneland-udstyr i Hjallerup Maskinforretnings gamle distrikt.

Indehaver af Brdr. Thorsen, Kristian Thorsen, glæder sig over samarbejdet med Kverneland. Man havde i forvejen overtage Massey Ferguson-forhandlingen i Hjallerup Maskinforretnings gamle område. Arkivfoto: Christian Carus

Med virkning fra 1. maj 2020 er Brdr. Thorsen blevet Kverneland-forhandler i konkursramte Hjallerup Maskinforretnings gamle salgsdistrikt.

- Brdr. Thorsen er en mangesidet virksomhed med en stor berøringsflade til landbruget. De har en meget direkte kontakt gennem deres øvrige virksomheder, som er maskinstationsdrift, svineproduktion, markbrug, varmeværk, biogasanlæg og maskinforretning, lyder det fra Kverneland.

Efter at have været underforhandlere af Hjallerup, er Brdr. Thorsen for nylig blevet selvstændig Massey Ferguson-forhandler i hele det gamle Hjallerup-område, hvor man også har overtaget Hjallerup Maskinforretnings lokaler i Støvring.

- Kverneland ser samarbejdet med Brdr. Thorsen som et naturlig skridt til at være en del af forretningen, da en del tidligere Hjallerup-ansatte, med kendskab til Kverneland, er kommet med til forretningerne i henholdsvis Støvring og Nimtofte. Disse to forretninger bliver i første omgang udsalgssteder for Kverneland, lyder det.

Forhandlingen omfatter også Vendsyssel, hvor der endnu ikke er fundet en lokalitet, så foreløbig bliver dette område dækket af den flåde af servicebiler og montører, som ligeledes er overtaget af Brdr. Thorsen.

Godt match

Indehaver Kristian Thorsen har store forventninger til samarbejdet.

- Vi føler det er et rigtigt godt match, og Kvernelands produkter passer rigtig godt til vores øvrige produkter fra Massey Ferguson, siger han.

Salgschef Preben Kjær Hjorth fra Kverneland er ligeledes en glad mand.

- Det er en fornøjelse at skulle samarbejde med en forhandler, der har den brede erfaring fra landbruget, og som allerede har vist sig som en dygtig og pålidelig forretning, siger Preben Kjær Hjorth.

- Samarbejdet startes op med det samme, selvom der vil gå lidt tid med at få alle ender på plads. Begge parter er enige om, at vi skal hjælpe vores fælles kunder, og det kan vi med de dygtige folk, vi har på værksteder og i vore reservedelsafdelinger, lyder det.

cc

Læs også