Hjemmedyrket mad har fem gange større CO2-aftryk end konventionelt landbrug
Ny forskning sætter spørgsmålstegn ved den miljømæssige gevinst ved selvforsyning.

Foto: Colourbox
At dyrke sin egen mad i en have eller en kolonihave kan være langt mere skadeligt for klimaet, end mange går og tror. Ifølge mediet The Telegraph viser en ny undersøgelse fra University of Michigan, at hjemmedyrket mad har et CO2-aftryk, der er fem gange større end fødevarer fra konventionelt landbrug.
Forskere har ifølge mediet analyseret 73 forskellige former for bylandbrug verden over og fundet, at en portion grøntsager fra en gård i gennemsnit udleder 0,07 kg CO2. Til sammenligning udleder hjemmedyrkede grøntsager – det kan være i køkken- eller kolonihaven – hele 0,34 kg CO2 pr. portion.
- Den største kilde til CO2-udledning på de bylandbrug, vi undersøgte, var infrastrukturen, der kræves for at dyrke maden – fra højbede til haveskure til stier, forklarer Jake Hawes, PhD-kandidat og hovedforfatter af undersøgelsen.
Hvis man anvender genbrugte materialer fra samme geografiske område til opførelse af højbede og skure, kan emissionerne reduceres med mere end halvdelen, peger forskningen på.
Tomater og asparges er bedre valg
Ikke alle afgrøder belaster miljøet lige meget. Undersøgelsen afslører, at visse grøntsager, som tomater og asparges, har en lavere miljøpåvirkning, når de dyrkes hjemme i stedet for på konventionelle gårde.
Hvorvidt resultaterne fra undersøgelsen kan overføres til danske forhold, fremgår ikke af omtalen.