Dansk entreprenør vinder milliard-kontrakt på kystbeskyttelse
De statslige midler til kystbeskyttelsen fordoblet til godt én milliard kroner i perioden 2020-24. Opgaven har været i EU-udbud med entreprenørvirksomhed Rohde Nielsen, Grenaa, som vinder.

Underskrift på afstand i disse Corona-tider. Kystdirektør Merete Løvschall tv. og administrerende direktør Jeanette Rohde th. Foto Kystdirektoratet
Kystbeskyttelsen langs den jyske vestkyst fik en gevaldig saltvandsindsprøjtning, da midlerne til kystbeskyttelse på finansloven blev fordoblet til godt én milliard kroner i perioden 2020-2024. Uden en massiv investering ville staten og de vestjyske kommuner se ind i et scenarie, hvor havet hvert år ville æde løs af vestkysten, og værdier for mange milliarder kroner ville være i fare for at gå tabt, hvis havet bryder igennem klitterne til de bagvedliggende, lavtliggende områder.
Nu har opgaven, som ud over statslig kystbeskyttelse også omfatter oprensning i visse havne og sejlløb, været i EU-udbud, og vinderen af den omfattende anlægsopgave er fundet. Der var fire internationale tilbudsgivere, som alle lå tæt. Den danske entreprenørvirksomhed Rohde Nielsen A/S vandt opgaven med det billigste tilbud og skal dermed stå for opgaven i fem år.
Sikrer vigtig infrastruktur
Opgaven, som Rohde Nielsen A/S nu har vundet, går kort fortalt ud på at vedligeholde dybden i havne og sejlrender, blandt andet i Esbjerg Havn og Limfjorden, og beskytte kyststrækninger langs de mest udsatte dele af vestkysten ved hjælp af sandfodring. Der skal pumpes store mængder sand ind på kysterne, så havet æder af det tilførte sand i stedet for af kysten. Beregninger viser, at der over de kommende fem år skal sandfodres med op mod 19 millioner kubikmeter sand.
- Jeg er meget stolt af, at vi har vundet denne opgave på vores hjemmemarked i et globalt marked samtidig med, at det er meget tilfredsstillende at løse en så samfundsmæssig betydningsfuld opgave at vedligeholde vigtig infrastruktur i havne og sejlrender og beskytte den udsatte vestkyst, siger Jeanette Rohde, administrerende direktør i Rohde Nielsen A/S.
Opgaven er ikke fremmed for Rohde Nielsen A/S, som ligeledes vandt udbuddet i 2013 og har varetaget opgaven for perioden 2014-2019.
cc