Minkavlere demonstrerer ved Mette F-afhøring

Torsdag skal statsminister Mette Frederiksen afhøres ved Minkkommisionen på Frederiksberg. Men også udenfor retsbygningen bliver der gang i den torsdag. En gruppe tidligere minkavlere vil markere deres utilfredshed med håndteringen af minksagen.

Det er over et år siden, at Walther Christensen fik besøg af både politiet og militæret. De ville have, at han skulle aflive alle sine 36.000 mink, og kassere de mink, der var blevet pelset på det tidspunkt.

Begivenhederne i november måned 2020 sidder stadig i den nu tidligere minkavler, så når statsminister Mette Frederiksen torsdag skal afhøres af Minkkommissionen, vil Walther Christensen sammen med flere andre, både fra minkerhvervet, men også fra landbruget som helhed, demonstrere foran Byretten på Frederiksberg. Det sker torsdag kl. 8. Og det ser Walther Christensen frem til.

- Jeg glæder mig til at vise, at når man laver grundlovsbrud og lyver foran hele befolkningen for at få et erhverv væk uden at spørge fagkundskaben, så må man stå til ansvar. siger Walther Christensen til Effektivt Landbrug.

For ifølge Walther Christensen, der har fulgt afhøringerne hos Minkkommissionen med pæn interesse, kan man ikke stole på alle vidneforklaringer, der er afgivet under afhøringerne.

Jeg synes, det er forfærdeligt, at man kan behandle folk på den måde, som nogle er blevet. Det er den ene løgn efter den anden, men der er også nogle, der siger sandheden. Men det er kun dem, der er en del af regeringen, der lyver. Resten taler sandt, mener minkavleren.

Det handler ifølge Walther Christensen især om sms-sagen, der har kørt den seneste tid. Tirsdag kom det frem, at heller ikke Forsvarets Efterretningstjeneste har været i stand til at genskabe sms-beskeder fra Mette Frederiksens telefon, eller fra topembedsmænds. Men det giver Walther Christensen ikke meget for.

- Der er åbenbart sms’er, der ikke kan fremskaffes, når alt andet kan. Det havde været godt, hvis det kunne være kommet frem. For så ville der komme lys over sagen. Det kan jo ikke passe, siger han og uddyber:

- Jeg kendte en, der havde en utro kæreste, og det kunne hun finde ud af på 10 minutter. Man kan finde Peter Madsens telefon med sms'er uden at have telefonen. Så er der altså noget, der lugter. Jeg har altid sagt, at man kommer længst med ærlighed, og jeg synes, det er flovt, at vi har en regering, der lyver så meget, som de gør, siger han.

 

- Det er en lukning

Under afhøring i Minkkommissionen har flere vidner, blandt andet ministre, slået fast, at det var en væsentlig pointe under det afgørende møde i regeringen, at man ikke permanent lukkede minkerhvervet. Men det har Walther Christensen også svært ved at genkende.

- Det er en lukning. Det har det for mig at se været hele tiden. Det er det, der gør mig bitter, for hvorfor er der grund til at lyve? Hvorfor kan de ikke være ærlige, og sige, at de ikke ønsker, at der skal være en minkbranche i Danmark, spørger Walther Christensen retorisk, og fortsætter:

- For hvis de gjorde det, så ville de have lyttet til os, til dyrlæger og så videre. Det er jo en katastrofe, det der skete dengang. De kan simpelthen ikke være det hele bekendt, heller ikke på den måde, de behandler landbruget på, siger han.

Torsdagens markering finder sted på Howitzvej udenfor retsbygningen på Frederiksberg. Det er anden gang, at der bliver demonstreret over regeringens håndtering af minksagen.

Arrangørerne oplyser til Effektivt Landbrug, at der bliver tale om en mere afdæmpet begivenhed, end da på mod 500 traktorer kørte igennem København den 21. november sidste år, hvor der også var demonstration om sagen i Aarhus.

Læs også