Nye forsinkelser rammer minkavlersager
Det har lange udsigter for de tidligere minkavlere at få udbetalt deres sluterstatning fra staten. Nu er de prøvesager, der skulle danne basis for den endelige erstatning blevet forsinket igen, skriver B.T.

Mens minkavlere har fået erstatning for de skind, der måtte destrueres i forbindelse med nedslagtningen af mink, har det længere udsigter at få den endelige erstatning på plads, erkender Minksekretariatet. Arkivfoto: Erik Hansen
Det var meningen, at de første 25 prøvesager om erstatning til minkavlere, der valgte at stoppe i 2020, da alle mink blev slået ned, skulle have været afgjort i påsken sidste år. Men nu er deres sager, der skulle danne basis for erstatningerne, blevet forsinket endnu en gang.
Det skriver dagbladet B.T. Ifølge Minksekretariatet, der står for det praktiske arbejde, vil sekretariatet først komme med et udspil om erstatning i de første sager i slutningen af februar i år. Det er de første af i alt 1.220 sager, der således er forsinket.
- Det har desværre ikke været muligt på grund af sagernes omfang, kompleksitet og hensynet til kalibreringen på tværs af de øvrige prøvesager, skriver Minksekretariatets kontorchef, Kirsten Thomsen i et skriftligt svar til B.T.
Forsinkelserne går stik imod det, som SVM-regeringen har lovet som et del i regeringsgrundlaget:
»Minkavlerne og deres familier har en helt rimelig og berettiget forventning om at kunne komme videre med deres liv, og vi har som samfund behov for, at der med afslutningen af erstatningssagerne sættes et ordentligt og værdigt punktum. Regeringen vil i starten af 2023 præsentere en model, der giver minkavlerne deres erstatninger og acontoudbetalinger hurtigere« står der således i grundlaget for den nye regering.
Fødevareminister Jacob Jensen har ikke ønsket at stille op til et interview med B.T. om sagen. Indtil videre har staten udbetalt 6,7 milliarder kroner af de godt 19 milliarder, der er sat til side for at kompensere minkavlere og følgeerhvervet.