Mange minkavlere har nedsat deres minkproduktion i kølvandet på den økonomiske situation i branchen. Måske har du også gået med disse overvejelser, men har været lidt i vildrede over, hvad det betyder for din miljøtilladelse, i så fald skal du læse med her, hvor Sagro Miljø giver en rettesnor.

Hvis du reducerer din minkproduktion, så skal du være opmærksom på, hvor stort et dyrehold du skal have, for at bevare din fulde miljøtilladelse. Hvis du i en periode på tre år har færre tæver end du har lov til i din miljøtilladelse, kan kommunen nedskrive din tilladelse, hvis du har færre tæver end en fastsat grænse. Dette kaldes også kontinuitetsreglerne.

Det bliver straks værre, når reglerne er forskellige afhængigt af, hvilken type miljøtilladelse du har.


Mindst 25 procent dyrehold

Hvis du har paragraf 10 tilladelser og paragraf 11-12 godkendelser, som er ansøgt inden den 31. juli 2017 og miljøgodkendelser er afgjort inden den 1. januar 2007, skal du hvert tredje år have en produktion svarende til mindst 25 procent af det tilladte dyrehold, omregnet til dyreenheder på godkendelsestidspunktet.

Har du til gengæld lokaliseringsgodkendelser eller anmeldelser efter Husdyrgødningsbekendtgørelsen og VVM-screeninger, som er afgjort inden den 1. januar 2007, bortfalder din produktionstilladelse først ved fuldstændigt produktionsophør i mindst tre år.

Hvis du lægger inde med tilladelser eller godkendelser givet til produktionsareal, som er ansøgt efter 1. august 2017, gælder det, at der hvert tredje år skal være en produktion på mindst 50 procent af dyrevelfærdskravene på mindst 25 procent af produktionsarealet.


Kun uudnyttet areal bortfalder

Er der ikke dyr på ejendommen i tre sammenhængende år, vil der være tale om kontinuitetsbrud, og produktionstilladelsen bortfalder. Man kan være stoppet helt i to år og så i det tredje år være startet op igen, før du er sikret.

Har du dyr på mindst 25 procent af det samlede produktionsareal med mindst 50 procent af det mulige, som tidligere skrevet ved tilladelser efter 2007, bortfalder produktionstilladelsen ikke. Hvis du bruger en mindre del af produktionsarealet eller har færre dyr, bortfalder den del af tilladelsen, du ikke har udnyttet.

Vær opmærksom på at ovenstående regler først træder i kraft, når du har udnyttet din miljøtilladelse. Hvis du har en miljøtilladelse du ikke har udnyttet, bortfalder den når udnyttelsesfristen passeres. Udnyttelsesfristen fremgår normalt af tilladelsen. Hvis det var helt sort snak, kontakt din vante rådgiver.