Giv marken nyt liv

Småbiotoper kan plantes til, så de virker som ly og læ samt fødegrundlag og spredningskorridor for vildtet.

Om nogle måneder – den 1. februar – er det igen tid til at tage stilling til, hvordan man vil inddele sine markblokke i fællesskemaet og IMK.

- Siden 2023 har der været mulighed for at udlægge dele af sine arealer som småbiotoper uden det går ud over ens grundbetaling, påpeger Freja Dombernowsky, der er skovfogedelev hos Skovdyrkerforeningen Øerne.

Derfor slår Skovdyrkerne nu et slag for småbiotoper, som kan plantes til, så de virker som ly og læ samt fødegrundlag og spredningskorridor for vildtet.

- Selvom forskellige typer fauna har forskellige krav til levesteder, er det stadig muligt at indrette en remise, så den tilgodeser flest mulige arter, fortæller hun.

- Ønsker man at tiltrække insekter, er blomstrende og bærbærende buske og træer en fordel, oplyser Freja Dombernowsky og tilføjer:

- Insekter og bær udgør en stor del af fødegrundlaget for fasankyllinger og agerhønekyllinger, som derfor også vil tiltrækkes af biotopen, og ved at skabe lysninger i remisen kan man også imødekomme haren, agerhønen og fasanens behov for soleksponerede områder.

Vigtigt med et tæt busklag

Nogle af lysningerne kan holdes som barjord til gavn for hønsefugle og insekter, og nogle kan anlægges som vildtagre, så de kan danne fødegrundlag for klovbærende vildt og harer det meste af året.

- Generelt har vildtet behov for at kunne søge dækning, så det er vigtigt at opretholde et tæt busklag i dele af remisen. Som oftest vil der etableres en lav kantbeplanting ud mod markerne, som laver en fodpose der sikrer læ inde i remisen, forklarer Freja Dombernowsky.

- Stedsegrønne træer og buske udgør dækningen for vildtet i løbet af vintermånederne. Når man sammensætter en varieret – og velovervejet – remise, er det muligt at skabe habitater for mange forskellige arter, siger hun videre.

Småbiotoper er ikke kun gode for dyrelivet. De kan nemlig med fordel udlægges på arealer, der er svære at komme til med landbrugsmaskiner, eller som er urentable.

- Det kan for eksempel være ukurante hjørner, våde områder eller arealer med stor hældning. På den måde kan der sparres tid, kræfter og brændstof, og sliddet på landbrugsmaskinerne begrænses en smule, fortæller Freja Dombernowsky.

- Småbiotoper kan også med fordel bruges som overgang mellem marken og en skov, der er svær at komme helt ind til kanten af med maskiner, slutter hun.

Læs også