Nyt koncept skal skabe bedre marked for lodsejere og jægere

Openlands vil give flere adgang til jagt- og naturoplevelser, og samtidig skabe en nem adgang for lodsejere til at dele jagt- og naturressourcer med andre.

Som lodsejer får man nemt mulighed for at leje sin jagt ud på dagsbasis frem for på årsbasis, som det er tilfældet med traditionelle jagtkontrakter. Det er et krav, at man køber det vildt, man skyder, da en vigtig del af konceptet er, at man tager sit vildt med hjem og spiser det. Det vil kun være muligt at booke en jagt sammen med folk, man kender.

Openlands er en ny digital markedsplads, som man kender det fra Airbnb, hvis formål er at gøre jagt- og naturoplevelser mere tilgængelige. Samtidig kan det bidrage til at gøre udlejning af jagt mere profitabelt og fleksibelt for lodsejere.

En del af konceptet er, at man som lodsejer nemt får mulighed for at leje sin jagt ud på dagsbasis frem for på årsbasis, som det er tilfældet med traditionelle jagtkontrakter. Som lodsejer bevarer man fuld kontrol og fleksibilitet til at styre, hvem der kommer på ens jord og hvornår.

- Vi vil give lodsejere mulighed for at leje deres jagt ud på deres egne præmisser. Både hvad angår hvornår, der er jagt, hvilket vildt, der skydes og hvem, der kommer på jagt, fortæller Jens Kam og Anders Chr. Holmsgaard, som har stiftet Openlands.

- Dernæst, tilføjer duoen, vil vi på sigt skabe gennemsigtighed med priserne, så lodsejere opnår den bedste pris, markedet kan levere.

Gensidigt rating-system

De påpeger, at en af de helt store fordele ved konceptet er et gensidigt rating-system af jægere og lodsejere. Den gensidige feedback – og dermed selvregulerende effekt for såvel lodsejer som jæger – er med til at skabe tryghed.

- Det er fuldstændig, som det kendes fra Airbnb, hvor alle har en interesse i at opføre sig så ordentligt som muligt, da dette ellers begrænser de fremtidige muligheder for såvel lodsejer som jæger, forklarer de to stiftere af Openlands.

- Det er vigtigt for os, at lodsejere føler sig trygge. Vi er begge opdraget med jagt og har det klare synspunkt, at jagt er en eksklusiv og seriøs sport, som kræver en høj grad af disciplin og ordentlighed.

- Derfor har vi en relativt stram politik i forhold til de jægere, som benytter platformen, og der er en kort snor i forhold til dårlig opførsel. Vi forbeholder os også retten til at tage folk af platformen, hvis lodsejere rapporterer om uacceptabel opførsel.

Jagt på dagsbasis

Jagt og natur har altid været en stor del af livet for Jens Kam og Anders Chr. Holmsgaard, der har en vision om, at gøre jagtmarkedet mere tilgængeligt end det er i dag.

- Efterspørgslen på jagt og naturoplevelser er enorm, men det er svært for mange jægere at komme på jagt, hvis man ikke har de rette forbindelser.

Jagt på dagsbasis er i flere henseende en optimal måde for lodsejere at forvalte og udleje sin jagt på, da man kan opdele de forskellige jagtformer hen over en sæson.

- Det har dels en økonomisk fordel, da man kan tage væsentligt højere enhedspriser for de forskellige jagter, og dels den fordel, at man forstyrrer vildtet mindst muligt, hvis man ikke driver samme jagtform på de samme arealer for ofte, lyder det fra duoen, som fastslår, at Openlands koncept skal være jagtetisk forsvarligt.

- Lodsejerne kan, lyder det videre, selv styre, at jagten drives bæredygtigt, således at der kun nedlægges en del af det naturlige bestandsoverskud. Det er også et krav, at man som jæger køber det vildt, man skyder, da en vigtig del af konceptet er, at man tager sit vildt med hjem og spiser det.

Enkel jagtplatform

Openlands’ jagt-platform er lavet til at være enkel at bruge med booking, kort og sikker betaling.

Det er muligt for lodsejeren at vælge, hvor meget man involveres i afviklingen af jagten, da jægeren vil have adgang til kort og beskrivelse af reviret. Det vil således være muligt for lodsejeren at afvikle en jagt uden selv at være til stede under jagten.

Da jagt i høj grad er en social aktivitet, vil det kun være muligt at booke en jagt sammen med folk, man kender.

Læs også