Fasanopdræt på fuldtid: 100.000 æg står for skud

Jan Irving Christensen, indehaver af Irving Jagt & Vildt i Åsum, opdrætter fasaner til kunder over hele landet, og har udsolgt med over 40 jagter på sine lejede arealer på fire fynske gårde.

Interesse for jagt er stigende i disse år. Det oplever Jan Irving Christensen, der arrangerer både klapjagter og andejagter, men også den traditionelle jagtform, roughshooting, hvor 4-6 jægere går på jagt i skov og på marker som i gamle dage.

- Vi har udsolgt med omkring 40 kommercielle jagter i denne sæson, og har allerede mange forespørgsler i 2022, fortæller indehaveren af Irving Jagt & Vildt i Åsum, der med jagtleje på Rønningesøgaard, Selleberg, Kærbygaard og Bramstrup har godt 1.200 hektar til rådighed for jagtarrangementerne for både jagtklubber, private og firmaer.

- Vi har jægere helt fra USA, Spanien, Tyskland og Frankrig, hvor vi alt efter ønsker sørger for forplejning og ophold. Det er ofte velhavere og forretningsfolk, som vi sørger for at vise vor kultur og servere lokale råvarer, gerne med ophold på herregårde og hoteller, heriblandt Brasseriet og Tornøes Hotel i Kerteminde.

Flere unge og kvinder går på jagt

Jan Irving Christensen glæder sig over, at mange yngre og også flere kvinder tager jagttegn i disse år. Selv har han flere af hans frivillige hjælpere ved jagterne, som enten har taget, eller er på vej til at blive jægere.

Gennem en facebook-gruppe rekrutterer Irving Jagt & Vildt de mange hjælpere, som kræves ved afviklingen af de kommercielle jagter.

- Hvis der, som her i dag på Rønningesøgaard, er 12 skytter, er der behov for et tilsvarende antal hjælpere til at drive vildtet frem og som apportører med hunde, fortæller jagtarrangøren.

350 kroner pr. fasan

Hjælperne mødes allerede om morgenen i jagtstuen derhjemme, for at planlægge dagens arbejde. Dagen igennem serviceres skytterne med forplejning i skoven, blandt andet vildtpølser ved et bål, som på den måde er med til at gøre jagten hyggelig og bæredygtig.

 

- Vi gør meget ud af at give vore gæster en god oplevelse ud over selve jagten. Derfor har vi selskaber, som kommer igen flere gange i sæsonen, og glædeligvis også år efter år, siger den fynske jagtarrangør og fortæller, at prisen for deltagelsen er 350 kroner pr. skudt fasan.

Som ved alle kommercielle jagt tælles alle afgivne skud, og med maks. tre skud pr. fugl afregnes dermed også for »overskydende« fugle.

100.000 fasanæg

Fra sit fødehjem i Årslev har Jan Irving Christensen altid haft interessen for jagt, og med købet af en ejendom ved Langeskov tilbage i 1986 gik han i gang med fasanopdræt på hobbyplan med 5.000-10.000 fugle årligt.

Efter næsten 20 år som elektriker og projektchef – og jagter i både indland og i det meste af verden - valgte han i 2012 at gå all-in på som opdrætter og jagtarrangør på fuldtid.

Beslutningen blev taget i forbindelse med købet af ejendommen i Rågelund ved Åsum, hvor der nu opdrættes årligt 30-35.000 fasankyllinger, som sælges til kunder, seks uger gamle til udsætning. Desuden opdrætter han 6-8.000 fugle til sine egne jagtarealer.

Af de i alt over 100.000 fasanæg, som årligt indkøbes i Polen, sælges de resterende æg til kunder over hele landet, primært godser, som han har handlet med gennem 20-30 år, og som selv opdrætter fasaner til deres jagter.

Jagtrejser

- Det er naturligvis en fordel selv at opdrætte fasanerne. Med både jagtleje og afviklingen af jagterne med hjælpere er det i sagens natur et stort setup, som både skal være en succes hver gang, og skal kunne dække de mange omkostninger.

Udover indehaveren selv har Irving Jagt & Vildt to skytter, Rasmus Hansen og Kaj Nielsson, ansat til opdrætsvirksomheden, tilrettelæggelse og afviklingen af arrangementerne, fodring og pasningen af de udsatte fugle både morgen, middag og aften i sæsonen.

- Det er et hårdt, men spændende arbejde, siger Jan Irving Christensen, der også afvikler jagtrejser til både Tyskland, Polen, Rusland og andre destinationer. På grund af coronaen har det være neddroslet, men han håber på flere rejseaktiviteter i det nye år.

Krav og etik

Jan Irving Christensen, der er blandt landets største fasanopdrættere, opfordrer jægerne til overholdelse af kravene til udsætning af fugle.

- Vi er overvåget, men det drejer sig først og fremmest om etik, understreger han og ridser reglerne op.

En etårig biotopplan giver mulighed for 7 fugle pr. hektar og en udvidet plan 12 fugle. For ænder er kravet, at der skal være 150 kvadratmeter pr. and.

- Og husk ikke mindst at indrapportere antallet af fugle, som udsættes. Overholdes reglerne ikke, kan det koste hektarstøtte, understreger vildtopdrætteren fra Åsum.

Læs også