Vandløbets vinterven

Vores vandløb er som landskabets blodårer, der fører det livgivende vand afsted. Ofte er ådalene også grønne korridorer, hvor naturens skabninger kan bevæge sig frit og finde levesteder. Derfor er en tur til den lokale å, altid en god idé.

Selv om denne vinter indtil nu mest har lignet en sær blanding af efterår og forår, så får vi alligevel besøg af sjove gæster fra nord. En af dem er vandstæren.

Faktisk har den lille buttede fugl ikke været helt væk, men den er ret sjælden som ynglefugl herhjemme. Derfor ses den oftest om vinteren, hvor fugle fra nord holder til ved gode og rene vandløb.

Vandstæren er slet ikke en stær, men den kan godt ligne lidt. Den er cirka 18 centimeter lang og mørk i grundfarven med et tydeligt hvidt bryst. Halen er kort, og kønnene har ens fjerdragt.

Føden består primært af vårfluelarver, som den finder i de rene vandløb. Vandstærens teknik til fødesøgning er helt speciel. Den lille fugl hopper i det kolde strømmende vand, og dykker ned på bunden.

Her kan den holde vingerne i strømmen, så den er i stand til at gå på bunden og finde føde. Vårfluelarverne har en hård skal, som fjernes med heftige slag mod en sten.

For at kunne begå sig i det våde element, er vandstæren nødt til at have en helt vandtæt fjerdragt. Det opnår den ved at imprægnere fjerdragten med et særligt sekret, som den udskiller fra en lille kirtel på overgumpen. Kirtlen, der er hvid, ligner en lille perle, og kan dog kun ses, hvis man har fuglen i hånden.

Vandstæren ses ofte siddende på en sten ved hurtigløbende og stenrige vandløb, hvor den vipper ivrigt med halen, og laver hoppende bevægelser. Den er særligt vild med gamle vandmøller og stryg.

På med tøjet, og ud og se om du kan finde vandstæren. Det luner i den kolde tid.

Læs også