JUBILÆUM John Borgstrøm har nu gennem hele 40 år haft arbejdsplads på Høvdingsgaard nær Mern i Sydsjælland.
John Borgstrøm ville oprindelig være mekaniker, men han kunne ikke finde en læreplads, og derfor kom han en septemberdag i 1980 med sin morfar på arbejde på den sydsjællandske gård, hvor John Borgstrøm fik et midlertidigt job med at køre og stubharve m.m. i 14 dage. Nu er det foreløbig blevet til 40 år.
John Borgstrøm takkede nemlig ja til et tilbud om at blive på gården og blive lært op til at overtage de opgaver, som den daværende forvalter lavede, da han skulle gå pension inden for de nærmeste år, så John Borgstrøm blev lært op i blandt andet roesåning, pasning af tørreri m.v.
John Borgstrøm, som er 56 år, har arbejdet under fem forskellige driftsledere, og to generationer af familien Dinesen. Først Karen-Marie og Anders Dinesen og gennem de seneste 28 år under parrets datter, Anita Halbye, der nu står for driftsledelsen i samarbejde med John Borgstrøm, som gennem mange år har været førstemand.
John Borgstrøm, der tidligere har haft en bolig under godset, men i dag bor i eget hus i Mern, har naturligvis stort kendskab til ejendommen, historikken af driften og har været med til at dyrke en lang række afgrøder.
John Borgstrøms 40-års jubilæum vil på dagen, fredag den 18. september, blive markeret internt på Høvdingsgaard.
jhal