At plante et frø og se det komme op - det er spændende
Morten Stokholm arbejder som markmedarbejder på Torup Bakkegård og Orelund. Et arbejde han værdsætter, fordi det er afvekslende og med mange kollegaer. I sin fritid sidder han i bestyrelsen for Nordvestfyns Landboungdom.
Det er mest af alt vejr til indendørs sysler, da LandbrugFyn møder Morten Stokholm (23 år), markmedarbejder hos Torup Bakkegård og Orelund, der udover produktion og arealer omkring Assens også har lejet markarealer og bygninger på Sandholt Gods ved Broby, hvor Morten Stokholm har ansvaret.
- Jeg har en dejlig afvekslende arbejdsdag, og en dag som i dag, hvor det er vådt og råkoldt, der er der fokus på maskinerne, fortæller Morten Stokholm og skruer videre i hegnsklipperen, der skal have påsat klinge og klargøres til snarlig hegnsklipning.
- Det er blandt andet det, der gør, at jeg er så glad for mit arbejde her, siger han.

Arbejdsdagen, da LandbrugFyn kommer forbi, er afsat til servicering og klargøring af maskiner. Blandt andet skal hegnsklipperen gøres klar, så der kan blive klippet hegn, så snart vejr og tidsplan tillader det.
Fra Australien til Assens
Morten Stokholm er tilbage i 2018 uddannet landmand fra Kjærgaard Landbrugsskole i Bramming i det vestjyske. Efter endt uddannelse tog han et halvt år til Australien, hvorefter han fik job på Torup Bakkegård og Orelund.
- Jeg har altid haft interessen for landbrug. At kunne plante et frø og se det komme op. Det, synes jeg, er spændende. Så jeg var sådan set ikke i tvivl, da jeg som 16-årig bestemte mig for, at jeg skulle på landbrugsskole.
- Jeg har det formentlig med hjemme fra Sdr. Felding (mellem Skjern og Brande, Vestjylland, red.), hvor min far driver et økologisk landbrug med specialafgrøder på små 400 hektar.
- Derfor tiltalte Torup Bakkegård og Orelund mig også. Der var noget genkendeligt med specialafgrøderne, og så er det en stor virksomhed, hvor man kan få lov at have en alsidig hverdag med mange forskellige opgaver.
Mandagsmøde med kollegaer
En typisk dag for Morten Stokholm begynder klokken 7 om morgenen med en kop kaffe og et hurtigt møde med de nærmeste kollegaer, inden dagen for alvor starter. Her vendes eventuelle opgaver fra dagen før og hvad, der skal ordnes i løbet af dagen.
- Hver mandag har vi møde over teams med alle kollegaerne. Både os der arbejder her på Sandholt Gods, og de der hører til på henholdsvis Torup Bakkegård og Orelund. Før corona mødtes vi fysisk, men nu har vi fundet ud af, at det faktisk fungerer ganske udmærket over computeren, fortæller Morten Stokholm.
Alsidig hverdag
Dernæst går arbejdsdagen i gang. Afhængigt af årstiden, kan den bestå af alt fra flytning af vandingsmaskiner i specialafgrøderne, til observation af kornmarker, reparation af gødningsspreder og reelt markarbejde. Lige pt. vinterpløjes der, når vejret tillader det, og ellers er der kun selleri tilbage på markerne. De skal gerne ind inden jul.
- De skal op, inden de får for meget frost. Det er ikke mit ansvar at bestemme hvornår, men er der behov for hjælp, så kommer jeg, hvis tiden er der for andet arbejde. Det er hele tiden en prioritering, hvor kræfterne skal lægges, siger Morten Stokholm og fortæller, at han har hovedansvaret for markarealet med kornafgrøder og for, at der bliver fulgt med hvad angår hegnsklipning, dræning og lignende.
- Der er en driftsleder ansat på Orelund. Jeg er hans højre hånd her på stedet. Et ansvar, der giver mig følelsen af at være værdsat både af min chef og af kollegaerne. Jeg er stolt af mit arbejde og sætter en ære i, at her ser godt ud, og at der er styr på tingene – både i værkstedet og i markerne.

Morten Stokholm har været ansat hos Torup Bakkegård og Orelund nord for Assens i godt to år. Undervejs har han uddannet sig som produktionsleder og har nu ansvaret for markdrift af forpagtede arealer og maskiner på Sandholt Gods nær Broby.
Produktionsleder
Morten Stokholm blev i januar 2021 færdiguddannet som produktionsleder fra Dalum Landbrugsskole. En overbygning han valgte at tage efter, at han var blevet ansat på Torup Bakkegård og Orelund, for at dygtiggøre sig inden for ledelse og økonomi.
- Det er tilfredsstillende at komme tilbage til en kendt arbejdsplads og føle, at man bidrager med noget nyt og noget ekstra. Med produktionslederuddannelse har jeg opnået viden inden for ledelse af medarbejdere og økonomi i forhold til planteavlen. Det bruger jeg i dag i forhold til mine kollegaer, og det giver mig især en ballast over for de elever, vi har. Her har jeg fået nogle værktøjer, der gør det lettere at agere på en arbejdsplads med mange ansatte med mange forskellige behov, påpeger Morten Stokholm.
Fremtiden er lys
Hvad fremtiden bringer, ved de færreste. Morten Stokholm håber dog, at han i hvert fald de næste fem år, stadig vil være at finde i det job, han har i dag.
- Jeg har en afvekslende hverdag, hvor jeg kender mine ansvarsområder og ved, at der er tillid til mig, samtidig med, at jeg også kan blive bedt om at hjælpe til forskellige andre steder på den store bedrift. Det gør, at jeg får helheden med. At jeg kender mange aspekter af det at drive en stor produktion.
- Og skulle jeg få behov for at udvikle mig i en eller anden retning, så kan jeg højst sandsynligt gøre det inden for »huset«.
- Men jeg har da en drøm om en driftslederstilling på et større landbrug en dag, siger Morten Stokholm, og sender et smil, der understreger den dygtighed og charme, der nok skal få ham derhen, hvor han ønsker det.
Er man ikke tilfreds, må man jo bidrage selv
Morten Stokholm har boet 2,5 år på Fyn. Først ved Assens og nu nær Broby. Han er født og opvokset i Sdr. Felding i det vestjyske og har gået på Kjærgaard Landbrugsskole i Bramming. Umiddelbart kendte han ikke mange, da han flyttede fra det kendte Vestjylland til Fyn, og deltagelse i Landboungdoms arrangementer, var derfor en oplagt vej til at få nye venskaber.
- Jeg har været medlem af Landboungdom, siden jeg var 16 år. I første omgang fordi det gav mulighed for at deltage i traktortræk, men også for at være del af fællesskabet og komme ud til arrangementer.
- Da jeg stod næsten alene på Fyn, gav det igen mening. Og nu er jeg del af bestyrelsen for Nordvestfyns Landboungdom.
- Det er ikke altid, der sker helt lige så meget, som man kunne ønske sig, for os unge herude på landet. Er man ikke tilfreds, må man jo bidrage selv. Det er så det, jeg forsøger.
- Man skal ikke være ked af at kaste sig ud i noget nyt. Det synes jeg, at jeg har bevist både ved at arbejde i Australien og ved at søge arbejde her på Fyn og ikke bare blive i baghaven af min fars ejendom, fastslår Morten Stokholm.