Danva har valgt ny bestyrelse og forperson
Vandsektorens brancheorganisation, Danva, har ved sin generalforsamling forleden valgt ny bestyrelse og ny forperson. Det bliver en blanding af nye og gamle navne, der de næste fire år skal sætte kursen for vandet i Danmark.

Danvas medlemmer har valgt 15 nye bestyrelsesmedlemmer ved foreningens generalforsamling forleden. Da tidligere forperson Lars Therkildsen for et halvt år siden meddelte, at han ønskede at pensionere sig selv, skulle generalforsamlingen dermed vælge en ny til at stå i spidsen for vandsektorens brancheorganisation.
Mens forperson-spørgsmålet blev klaret ved, at medlemmer enstemmigt pegede på Lasse Frimand Jensen fra Aalborg Forsyning, skulle det vise sig, at de øvrige pladser blev fordelt i et tæt opløb blandt de 23 kandidater.
Resultatet blev, at der kom syv nye, friske kræfter til. Danvas bestyrelse vil konstituere sig fredag 20. maj og her udpege sin næstforperson.
Den nye bestyrelsesforperson var glad for valget og den store interesse, der havde været om bestyrelsen:
- Det er en kæmpe ære for mig at være Danvas nye forperson. At der var så mange, der gerne vil arbejde i bestyrelsen, vidner om, at det er et hverv af stor betydning. Bestyrelsen skal sikre sammenhængskraften i foreningen og arbejde for en forenet vandbranche med udgangspunkt i vandselskabernes interesser. Sammen skal vi i sektoren styrke vandets position i samfundet, siger Lasse Frimand Jensen.
Vandselskaberne sikrer sundt liv. Det gør Danvas medlemmer ved at rense spildevandet, beskytte grundvandet, levere rent drikkevand, og ved at skabe løsninger, der passer på klimaet og vores fremtid.
- Derfor skal vi passe på vores vandsektor. Det kræver en tillidsbaseret regulering, som ikke dikterer dobbelt effektivisering i stedet for at understøtte de store krav, der er til os fra samfundet. Vi skal have omkostningsdækning for investeringer og sikre vandselskaberne bedre økonomiske rammer. De skal kunne levere på deres kerneopgaver og understøtte den grønne omstilling. Vi har store udfordringer foran os, og jeg glæder mig til at komme i gang sammen med mine bestyrelseskollegaer, siger Lasse Frimand Jensen.