Fremover er der et nyt ansigt at finde ved bestyrelsesmøderne i Friland. Direktør og medstifter i Tænketanken Frej, Marie-Louise Boisen Lendal, er nyt medlem af Frilands bestyrelse.

- Marie-Louise Lendal kommer ind i Frilands bestyrelse med et stærkt fokus på bæredygtighed, ligesom hun har stor indsigt i forbrugernes ønsker og valg. Samtidig har hun erfaring med arbejdet i en organisation som Frej, som vi også mener passer godt ind i Frilands arbejde, siger Peter Fallesen Ravn, bestyrelsesformand i Friland.

- Hele mit arbejde har handlet om at skabe en bæredygtig forandring i fødevaresektoren. Det sker via tæt dialog med virksomheder og organisationer. Det arbejde stemmer godt overens med at arbejde for en stor spiller som Friland, hvor der er arbejdet med og skal arbejdes mere med bæredygtighed. Det er et spændende sted at skabe forandring, siger Marie-Louise Lendal og tilføjer:

- De formål, jeg arbejder for i Frej, tager jeg med i Friland. Her skal vi skabe mere indtjening ved at investere i bæredygtighed, siger hun.