Forstander Ove Bonde Møller har valgt at opsige sin stilling på Kjærgård Landbrugsskole, når skoleåret slutter med udgangen af juli. Han fortsætter i jobbet indtil da.
Ifølge bestyrelsesformand Kurt Bjerrum »er det med beklagelse, at vi modtager Ove Bonde Møllers opsigelse. Bestyrelsen anerkender det store arbejde han har lagt i jobbet i snart mange år, og de flotte resultater han har opnået, til gavn for Kjærgård Landbrugsskole. Først som formand for bestyrelsen og ikke mindst som forstander de seneste godt tre år«.
I den tid Ove Bonde Møller har været forstander på Kjærgård Landbrugsskole, har skolen været i en positiv udvikling.
Hovedbygningen er genopbygget efter brand, elevtilgangen er styrket, landbruget leverer flotte resultater og Kjærgårds økonomi er solid. Skolen står således styrket til at møde fremtidens udfordringer.
- Jeg er altid gået glad på arbejde på Kjærgård, og jeg har kæmpet for skolen og for eleverne hver eneste dag. Det har været en fornøjelse at stå i spidsen for skolen og for dens dygtige medarbejdere, siger Ove Bonde Møller og tilføjer:
- Der er aldrig et godt tidspunkt for at stoppe, men den dag kommer jo, og det er altså nu.
Bestyrelsen respekterer Oves beslutning, og har derfor nedsat et ansættelsesudvalg, der straks trækker i arbejdstøjet, og indleder jagten på en ny kvalificeret forstander. Indtil en ny forstander er på plads vil Ove som nævnt fortsætte i jobbet, og udgøre skolens ledelse, sammen med viceforstander Hans Jeppe Andersen.