HV-Transport, der blandt andet er specialiseret i transport af gylle for landmænd, har netop modtaget årets ESG-pris for virksomheder i Herning og Ikast-Brande kommuner på grund af sit arbejde med at mindske virksomhedens CO2-aftryk og for at udvise et stort socialt ansvar.
Kommerciel direktør i HV-transport, Simon Haubjerg Jørgensen, modtog prisen ved et arrangement for nylig.
- HV-Transport har gjort sig bemærket, fordi de tør gå foran og vise vejen for andre i den grønne omstilling, selvom det er ressourcekrævende. Deres indsats har blandt andet resulteret i, at de har nedbragt virksomhedens samlede brændstofforbrug med 8 procent det seneste år, hvilket er meget imponerende, lød en del af juryens begrundelse.
- Vi er dybt taknemmelige og stolte over at have vundet årets ESG-pris, kvitterede Simon Haubjerg Jørgensen.
Prisen blev uddelt ved en ESG-konference for lokale virksomheder i Herning og Ikast-Brande kommuner, som blev afholdt den 21. november.