Ny Aarhus-professor vil gøre landbruget smartere

Seniorforsker Claus Grøn Sørensen er ny professor på Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, hvor han fortsætter sin forskning i optimering af teknologier til fremtidens smarte landbrug.

- Moderne landbrug står for et paradigmeskifte, hvor digitale teknologier og smarte it-løsninger vil løfte branchen til et nyt niveau. Det handler ikke bare om selvkørende traktorer eller automatisk ukrudtsbekæmpelse, men om en komplet digitalisering af alle dele af landbruget, hvor maskiner og sensorer og apparater arbejder sammen og udveksler data i en autonom produktion, lyder det i meddelelsen fra Aarhus Universitet.

Claus Grøn Sørensen har siden begyndelsen af 90’erne arbejdet med analyse og driftsteknisk optimering af produktionssystemer i landbruget og dets forsyningskæder. Og særligt i løbet af det sidste årti har han forsket i en stærk sammenknytning af informationsteknologien med intelligente og optimerede operationer i et stadig mere og mere digitalt landbrug.

Claus Grøn Sørensen er uddannet agronom med speciale i teknik og økonomi fra den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i København. Han er selv opvokset på et landbrug på Fyn.

Læs også