Slagtesvin: Udbudspukkel presser markedet

Eftervirkningerne af de stærkt forkortede slagteuger omkring årsskiftet slår stadig igennem og har stor betydning for markedsinteressenterne i de forskellige EU-lande.

Det skriver Danske Svineproducenter i nyhedsbrevet »Rundt i Europa«.

Som følge af prispresset falder noteringerne i flere europæiske lande markant, mens andre holder stand. Blandt andet faldt den tyske notering med 10 cent i sidste uge efter at haveværet stabil i en periode på 10 uger. Det korrigerede belgiske prisniveau blev nedjusteret med 9 cent.

I Holland faldt noteringen på slagtesvin for anden gang i træk. Efter et minus på 4 cent fulgte et minus på 3 cent.

Ifølge den spanske markedsorganisation Mercolleida blev der konstateret et lille fald i priserne i Spanien.

Det franske slagtesvinemarked har holdt sig meget stabilt hen over årsskiftet, mens den danske notering også er uændret på det nuværende, forholdsvis lave noteringsniveau.

Læs også