Det store slagteri Tyson Foods lukker sit oksekødsslagteri i Pasco, Washington, på ubestemt tid, og ifølge eksperter er landet nu kun uger væk fra, at der opstår mangler. Det skriver Bloomberg News. 

Årsagen til lukningen er tilfælde blandt medarbejderne af Covid-19, og det betyder, at alle medarbejdere nu skal testes for sygdommen.

I forvejen har Tyson lukket to af sine vigtigste svinekødsfabrikker. Mindst otte store amerikanske kødfabrikker har stoppet produktionen de seneste par uger.

Alene Tyson-fabrikken i Washington producerer angiveligt nok oksekød på en dag til at føde fire millioner mennesker. Kapaciteten er på 2.300 kvæg om dagen.

- Vi arbejder med lokale sundhedsembedsmænd for at bringe anlægget tilbage til fuld drift, så snart vi mener, at det er sikkert, siger Steve Stouffer, leder af Tyson Fresh Meats, i en erklæring fra selskabet.

- Desværre vil lukningen betyde reduceret fødevareforsyning og give problemer for landmænd, der ikke har noget sted at tage deres husdyr til slagtning.

- Kødmangel vil forekomme to uger fra nu i detailforretningerne, siger Dennis Smith, seniorkonsulent hos Archer Financial Services, til Bloomberg News. 

 

Lave priser presser amerikansk svineproduktion

De amerikanske svinepriser har under corona-krisen taget et voldsomt dyk, blandt andet på grund af midlertidig nedlukning af slagtekapacitet som følge af corona-smitte blandt ansatte.

- Nedlukningen af slagtekapacitet betød, at de amerikanske slagtninger af svin i forrige uge faldt med 6 procent, mens der var et fald i slagtninger af kvæg på 14 procent og for fjerkræ på 2 procent, skriver Tican i et nyhedsbrev.

Det amerikanske landbrugsministerium, USDA, annoncerede fredag i sidste uge en »corona-hjælpepakke« på 19 milliarder dollars til amerikanske landmænd.

- Af de 19 milliarder dollars vil 16 milliarder blive udbetalt som direkte støtte til amerikanske landmænd, mens 3 milliarder dollars vil gå til offentligt opkøb af landbrugsprodukter, herunder blandt andet kødprodukter. Af de 16 milliarder dollars i direkte støtte vil 9,6 milliarder gå til kødproducenter og heraf 1,6 milliarder dollars til svineproducenterne. Udbetalingerne til landmændene ventes at finde sted fra sidst i maj måned, skriver Tican.