Chefredaktøren for Bioenergi Magasinet, Kris Vetter, er ikke i tvivl om, at en af de største udfordringer for landbruget er de miljøhensyn, som bliver pålagt fra samfundet og Folketinget.

Og det er én af grundene til, at man som landmand bør overveje at lægge et smut forbi NutriFair i dag, torsdag, for at blive klogere.

- Biogassen kan være med til at løse flere samfundsopgaver. Man kommer af med sin gylle og sin dybstrøelse, og der bliver produceret energi af det. Tilbage får man en rest, som man kender næringsstofindholdet på, og som med fordel kan spredes ud på afgrøderne. Så udover at man får løst et miljømæssigt problem, bliver man også energileverandør, og man får en rest højværdiprodukt tilbage. Så det er win-win for både landmanden og samfundet, lyder det fra Kris Vetter.

Indenfor de seneste år er der i kølvandet på samfundets problemer opstået særdeles mange nye gård-biogasanlæg.

- Hvis man ikke allerede er leverandør til et biogasanlæg, så kan man få et indblik i hele biogasbranchen ved at dukke op her. Vi kan mærke en voldsom interesse blandt primærlandmændene for biogas. Det, landmænd kan få indsigt i her, er, hvilke leverandører der er til biogasområdet. Man kan få projektmagere, konsulenter og rådgivningsbureauer i tale, siger chefredaktøren, som opfordrer alle, der går med biogastanker, til at dukke op.
 

Hurdler med halmen

Kris Vetter fortæller, at der forskes og arbejdes på livet løs for at komme over de sidste hurdler med hensyn til at få mere halm ind i biogasproduktionen.

- Problemet med den gylle, man får leveret, er, at der ofte er meget vand i gyllen. Så for at øge tørstofprocenten skal man have en anden råvare ind, og der kan halm komme til at spille en afgørende rolle. Det kræver en lidt speciel forbehandlingsteknologi, som man endnu ikke helt har fundet løsningen på, men som man arbejder på.

Hvor langt er man fra at løse denne udfordring?

- Man har fundet teknikker til at forbehandle halmen til at få den direkte ind i reaktoren, men det er stadigvæk en lidt dyr proces, så vi mangler lige den gyldne nøgle til at få det hele på plads. Men der er ingen tvivl om, at det kommer indenfor de næste par år, siger Kris Vetter.