Økomærket fejrer 35 år

I år markerer det røde Ø-mærke sit 35-års jubilæum, som et helt unikt dansk initiativ.

Økologisk Landsforening fejrer i 2025 Ø-mærkets 35-års jubilæum sammen med landmænd, fødevarevirksomheder, spisesteder og dagligvarebutikker over hele landet. Der er nemlig nok at fejre, lyder det i en pressemeddelelse.

I de 35 år Ø-mærket har fungeret som garant for en skånsom fødevareproduktion, er mere end 39 millioner fjerkræ, tre millioner grise og næsten en halv million malkekøer blevet lukket ud af staldene. Det viser en beregning foretaget af ØkologiRådgivning Danmark baseret på tal fra Landbrugsstyrelsen.

- Danskerne har al mulig grund til at klappe hinanden på skuldrene. Uden forbrugernes opbakning til det røde Ø-mærke, var vi aldrig nået så langt, siger Michael Kjerkegaard, forperson i Økologisk Landsforening.

35-års jubilæet fejres med forskellige tiltag i dagligvarehandlen, men også ved den internationale konference Organic Summit 2025, som finder sted i København til august.

69 procent vælger økologi ugentligt

Og ikke alene bakker danskerne op om mærkningsordningen. De sætter også handling bag, når 69 procent af danskerne ugentligt putter økologi i indkøbskurven.

- Den opbakning betyder, at vi som landmænd får blod på tanden til at gøre endnu mere for at sikre, at fremtidens fødevarer får det røde ø-mærke og dermed produceres på en skånsom måde, siger han.

Godt for naturen og grundvandet

Også naturen og grundvandet har nydt godt af den 35-årige økologiske bevægelse i Danmark. I alt har det økologiske landbrug sparet naturen og grundvandet for 7.225 ton pesticider, viser beregningen fra ØkologiRådgivning Danmark.

- Danskerne er jo kendte for at finde innovative løsninger og tiltag, der beskytter naturen, miljøet og klimaet. At vi har kunnet nå så flotte resultater med økologien, er med til at understrege det mindset, siger Michael Kjerkegaard.

Økologien er tilbage på sporet

Også de danske fødevarevirksomheder og den danske dagligvarehandel har en stor andel i økologiens resultater. Der har helt fra starten været et tæt samarbejde, så der er blevet udviklet produkter og skabt efterspørgsel på økologi. Det samme gælder for alle de kantiner, storkøkkener og restauranter, der har skubbet på for at øge andelen af økologiske fødevarer.

- Efter et par år med inflation og stagnerende salg ser vi, at økologien igen er tilbage på sporet med en stigning på omkring syv procent i salget for 2024. Forbrugerne har måttet lave justeringer, men er tilbage og er loyale. Det giver fornyet energi hos alle og ekstra anledning til at fejre Ø-mærket, siger han.

Økologi i indkøbsvognen

  • Knap 12 procent af danskerne fødevareindkøb er økologisk
  • Danmark er det land i verden, hvor forbrugerne putter flest økologiske varer i indkøbskurven
  • Danmark er et af de eneste lande i verden, som har et statskontrolleret økologi-mærke
  • Undersøgelse viser, at næsten 100 procent kender ø-mærket, og otte ud af ti har tillid til ø-mærket

Læs også