De økologiske døre åbnede

Sidste weekend holdt Økologisk Landsforening og økologiske produktioner rundt i landet høstmarked. På Fyn var det muligt at besøge tre forskellige steder. LandbrugFyn var på besøg på Nørregaard i Ørsbjerg ved Aarup.

I sidste weekend åbnede tre fynske økologiske gårde deres døre til Økologisk Høstmarked. Et af stederne var Nørregaard ved Ørsbjerg nær Aarup. Her var der fra lørdag formiddag gang i både snobrødsbagning, binding af halmkranse, presning af æblemost, musik og salg af blandt andet gårdens grøntsager.

- Vi dyrker hvede og forskellige grøntsager på en del af vores 32 hektar, fortalte Elke Bliese, der er leder af Bernards Hus, et bosted for udviklingshæmmede voksne samt beskyttet landbrugsværksted, som holder til på gården.

 

Det er bostedets beboere, der hjælper til med at dyrke jorden og passer gårdens kødkvæg.

- Det giver en følelse af at kunne bidrage. At der også er brug for mig – også selvom jeg har et handikap, sagde Elke Bliese med henvisning til beboerne.

Grøntsagerne sælges til lokale butikker og gennem Fyens Økologi. Hveden sælges til mikromølleriet Vild hvede i Morud.

Børn på gården

Gården huser også en privat børnehave/vuggestue med 17 børn. Pasningsordningen blev oprindeligt etableret, da personalet på stedet havde behov for pasning af deres børn. I dag kommer familier gerne langvejs fra, fordi tanken om meget udeliv og stort fokus på selv at dyrke og lave maden, tiltaler dem.

En af dem er Christiane Sievertsen fra Grønnemose.

- Vi faldt for Rudolf Steiner principperne, der arbejdes efter. Og så det, at vi nærmest er en lille familie. Det er trygt og roligt både af aflevere og hente. Det kører vi gerne lidt efter, fortalte hun, mens der flittigt blev rullet snobrødsdej på pinde.

 

Bier på gården

Udover børn er der også blevet plads til bier på gården. Vestfyns Biavlerforening har stader stående bag en af længerne og afholder kurser på stedet.

- Vi er meget opmærksomme på at åbne for, at det omkringliggende samfund kommer her. Så bliver vores beboere en del af samfundet og lever ikke i et parallelsamfund, understregede Elke Bliese, der også glæder sig over biernes summen på gården.

- Det er hyggeligt med bigårdene rundt omkring.

 

Mange gæster

Ønsket om at åbne for lokalsamfundet blev til fulde indfriet til høstmarkedet, hvor flere havde fundet vej forbi de mange tilbud, og hvor solen, musikken, dyrene og lækre boder gjorde sit til en hyggelig stemning.

Læs også