Kæmpe interesse for årets Økodag

Over 20.000 gæster har allerede tilmeldt sig til Økodag søndag den 14. april, hvor der nu er fuldt booket på flere gårde.

Forårets store landbrugsfest er lige om hjørnet. I skrivende stund har over 20.000 mennesker allerede meldt sig til at deltage i Økodag, der i år kan fejre 20-års jubilæum.

Søndag den 14. april byder årets værtsgårde i hele landet inden for til at se de økologiske køer springe på græs efter en vinter på stald.

- Det er skønt, at der endnu en gang er så stor interesse for Økodag. Jeg glæder mig over, at der er så mange danskere, der hvert år er med til at fejre det gode dyreliv på landet, hvor dyrene kommer ud under åben himmel, siger forperson i Økologisk Landsforening, Michael Kjerkegaard.

- Det vidner om, at dagen er blevet en hyggelig og tilbagevendende familietradition for mange, tilføjer han og oplyser, at flere gårde allerede nu er fuldt booket. Derfor anbefales det selvfølgelig også, at alle, der ønsker at opleve Økodag 2024, tilmelder sig så hurtigt som muligt.

På Økodag.dk er der en oversigt over de åbne gårde, og her fremgår det naturligvis også hvilke gårde, der fortsat har ledige pladser.

Læs også