Økologernes formand vil løfte økologien

Økologisk Landsforenings formand Per Kølster brugte sin beretning på foreningens generalforsamling i Vingsted til at præsentere nyt initiativ fra foreningen.

300 økologiske landmænd, virksomheder og storkøkkener er fredag og lørdag samlet til Økologisk Landsforenings generalforsamling i Vingsted. Fredag formiddag kunne de høre deres formand præsentere udviklingsinitiativet ØkologiLØFT, som skal gøre dansk økologi endnu bedre på områder som dyrevelfærd, klima, biodiversitet og mere liv på landet.

- ØkologiLØFT skal være drivkraft for udvikling af økologi på den enkelte bedrift, og dermed levere på flere af FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed. Større overblik, samarbejde og mere handelfrihed skal sætte den økologisk landmænd i centrum for udvikling, og øge værdien i økologien for forbrugerne og samfundet, sagde Per Kølster.

Ikke et nyt Ø-mærke

Sidste vinter spillede Økologisk Landsforening ud med et forslag om et nyt, supplerende økologimærke motiveret af trægheden i udviklingen af EU’s økologiregler. Det har sat gang i nye brancheaftaler og et års dialogmøder med landmænd, virksomheder, forbrugere og detailledet. Undervejs er Idéen om et nyt fællesmærke blev droppet til fordel for en mere dynamisk model.

- ØkologiLØFT skal ikke være et nyt lag af ensrettede regler. ØkologiLØFT er i stedet baseret på individuelle gårdudviklingsaftaler, og nært samarbejde med et gårdudviklingsråd, der hjælper landmanden til at opfylde økologiens bæredygtighedsmål. Fremtidens økologi skal handle om involvering, om ejerskab og om den økologiske landmands frihed til at vælge mellem flere effektive handlinger. Det giver mere engagement og bedre økologi, sagde Per Kølster.

ØkologiLØFT afprøves lige nu på en række testbedrifter, og Økologisk Landsforening forventer at præsentere et koncept til efteråret. 

Læs også