Udbytterne af de økologiske kløvergræsmarker er steget de senere år. Men hvis de højtydende malkekøer skal fodres op til deres potentiale, skal der langt større fokus på kvalitet og fordøjelighed. 

En af de økologiske landmænd, der har knækket koden, er den økologiske mælkeproducent, Peter Madsen fra Arden. Han har vundet konkurrencen Årets Økologiske Græsmester 2018 og har netop fået overrakt prisen på Agromek.

- Peter Madsen vinder konkurrencen, fordi han har opnået en meget flot kvalitet i sit første slæt - vurderet ud fra tørstof-niveau, organisk stof-fordøjelighed og AAT-niveau. Potentialet for at øge græskvaliteten hos økologiske mælkeproducenter er stort, og indsatsen vil oftest forbedre producenternes økonomi, mindske klimabelastningen og bidrage til, at de kan overholde de økologiske regler om minimum 60 procent grovfoder, til gavn for dyrenes velfærd, siger Julie Cherono Schmidt Henriksen, landbrugsfaglig projektleder i Økologisk Landsforening. 

I alt 20 bedrifter har deltaget i konkurrencen, som Økologisk Landsforening og ØkologiRådgivning Danmark står bag. 

- Det er altid skønt at vinde en konkurrence. Vi har i de senere år haft fokus på at opnå så tør en ensilage som muligt. I år har vejrforholdene været særligt gode til det formål. Så det handler nok både om at have heldet med sig og være dygtig landmand, siger økologisk mælkeproducent, Peter Madsen.

De bedste strategier 

Produktion af godt økologisk grovfoder afhænger ifølge Julie Cherono Schmidt Henriksen af flere faktorer, der skal målrettes længe før selve ensileringen. Ved at lægge en strategi for hvert fokusområde, kan man opnå den optimale kombination af udbytte og kvalitet i forhold til tørstofs-niveau, fordøjelighed, proteinudbytte og AAT-niveau.

På de 20 bedrifter, der har deltaget i konkurrencen, er data om gødningsstrategi, slætgræsstrategi, vandingsstrategi, græsudbytte, grovfoderanalyser og klimaaftryk blevet indsamlet. Strategierne fra bedrifterne er nu samlet i en guide, som er særligt udviklet til økologiske malkekvægsbedrifter, og som skal være en hjælp til at fastlægge fremtidige målsætninger og strategier for slætgræsset.