Pensionsopsparing: Husk dig selv og familien
Alt for mange glemmer det vigtigste – nemlig sig selv og familien – når der tales sikring af fremtiden eventuelt på bedriften, både i tilfælde af sygdom og død, men også i forbindelse med mulighederne for en god pensionisttilværelse.

Det er vigtigt også at få styr på, hvordan familien er stillet, hvis det ulykkelige skulle ske, at man går bort før tid eller får alvorlig sygdom. Arkivfoto: Velliv
Som medlem af en landboforening og familielandbrug under Landbrug & Fødevarer har man adgang til medlemsfordele hos blandt andet LandmandsPension. Derudover er der mulighed for gratis rådgivning omkring pensionsopsparing af chefrådgiver hos Velliv, der tilbyder LandmandsPension, Jesper Søberg.
- Det er vigtigt at forholde sig til, hvordan man selv og ens familie er dækket, hvis man er så uheldig at blive syg eller i værste fald dø, førend man håber, siger han.
- Vi ser desværre alt for tit, at mange enten har en gammel aftale, som ikke er opdateret i forhold til, at den pågældendes situation har ændret sig for eksempel i forbindelse med at blive gift eller skilsmisse, eller at der slet ikke findes en aftale.
- Man behøver ikke, hverken at være dækket gennem LandmandsPension, eller efterfølgende vælge at blive det, for at få rådgivning og en snak. Så det vil jeg meget appellere til, at man benytter sig af, siger Jesper Søberg.
Pensionsalderen har flyttet sig
Han understreger, at det ikke blot er ved sygdom og død, at aftalerne skal være klare. Det gælder i lige så høj grad sikring af indtægt, når man når pensionsalderen og vælger at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
- Her ser vi desværre også, at flere har en aftale, der alene rækker frem til det år, de bliver 60 år, primært fordi aftalen er lavet på et tidspunkt, hvor folkepensionsalderen lå deromkring. I dag hedder den 69 år, og derfor har vi også sammen med Landbrug & Fødevarer fået indskrevet i aftalen, at LandmandsPension gælder frem til pensionsalderen – altså på nuværende tidspunkt op til ni år længere, end hvad mange aftaler viser sig faktuelt at gå til.
Sikrer maskiner og dyr før familie
Jesper Søberg undlader ikke at påpege, at mange landmænd glemmer sig selv i den store planlægning af bedriften arbejdslivet igennem.
- Vi ved, at der er styr på både dyr og maskiner. Men når alt kommer til alt, så er familien jo det vigtigste for langt de fleste af os, og der halter det. Så få nu styr på det, så livet fortsat bliver godt at leve både for den eventuelt efterladte, eller når pensionisttilværelsen kalder, lyder det fra chefrådgiveren.
Garanterer ordentligt produkt
Selvom rådgivningen ikke er betinget af, at man benytter de tilbud, der ligger i LandmandsPension, slår Jesper Søberg alligevel et slag for, at det er et godt produkt.
- I og med, at vi har afstemt produktet, der tilbydes, i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, og der er tale om en gruppeaftale, får man et tilbud, der ikke kan gøres bedre, hvis man forhandler på egen vis - både prismæssigt og sikringsmæssigt, lover han.
- Der er tale om et ordentligt produkt til en attraktiv pris.
Chefrådgiver Jesper Søberg rådgiver kunder vest for Storebælt. Hans kollega Casper Grastengaard tager sig af Sjælland og Lolland/Falster samt Bornholm.