En ny opgørelse viser, at Landbrugsstyrelsen har forsømt at udbetale Holger Andersen, Videbæk, og hundredvis af andre landmænd sammenlagt 289 millioner kroner.

Det skriver dr.dk.

Holger Andersen fik i 2015 bevilget 2,3 millioner kroner til at bygge en ny, miljøvenlig stald, men han venter stadig på pengene, selvom stalden har stået færdig i mere end tre år.

- Jeg har hele tiden haft en forventning om, at pengene tikker ind i morgen. Men den forventning har jeg jo haft i tre år, uden at jeg har set de penge, siger mælkeproducenten til dr.dk.

Landbrugsstyrelsen nedsatte fra årsskiftet en task force med omkring 30 sagsbehandlere, der skal speede udbetalingsprocessen op, fortæller enhedschef i Landbrugsstyrelsen, Jens Yde, til mediet.

Task force

En opgørelse viser, at Landbrugsstyrelsen har 524 henvendelser liggende fra landmænd, der gerne vil have udbetalt de penge, som de har krav på jævnfør reglerne.

- 62 af sagerne er mere end et år gamle, og målet er, at alle 524 sager, der ligger på Landbrugsstyrelsens bord, skal være afsluttet inden 30. juni, skriver dr.dk.

- Vi vil lave et generationsskifte, men det kan vi ikke, før den her sag er færdig

Holger Andersen, mælkeproducent, Videbæk – til dr.dk

På Christiansborg er politikere fra rød og blå blok enige om, at situationen er uacceptabel.

- Det er ikke tilfredsstillende, at dem, der griber muligheden for at lave miljøfremmende tiltag, skal vente længe på den støtte, de har krav på. Derfor skal alle dem, der har penge til gode, have dem udbetalt hurtigst muligt, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Holger Andersen har to sønner, der har været klar til at overtage gården i flere år.

- Vi vil lave et generationsskifte, men det kan vi ikke, før den her sag er færdig. Hvis mine sønner overtager nu, vil de penge, vi mangler at få udbetalt, gå tabt, siger Holger Andersen ifølge dr.dk.

Finans