Lige over Øresundsbroen: Borgeby Feltdage forventer over 20.000 besøgende i kommende uge

Den svenske landbrugsmesse er først og fremmest for fagligt interesserede og viser en lang række markmaskiner i arbejde.

I den kommende uge afvikles den store udendørs landbrugsmesse Borgeby Feltdage lige nord for Malmø i Sverige.

I de senere år er messen vokset til at omfatte 450 udstillere og over 20.000 fagligt interesserede besøgende.

Ud over et stort maskinudstillingsområde er messen kendt for masser af maskindemonstrationer, hvor det nyeste grej indenfor jordbearbejdning, såning, gødskning, sprøjtning og grovfoderhøst kan ses i arbejde.

Derudover trækker messen mange danske planteavlere for at nærstudere næsten uendeligt mange parceller med afgrøder og forskellige behandlinger af disse.

Er for fagligt interesserede

Meget kendt er også »Gropen« eller på dansk Hullet, der er et to meter dybt og ret langt hul, hvor man som en anden muldvarp kan gå mageligt og studere afgrødernes rødder, jordstruktur og dræning. Hullet er planlagt år i forvejen, så det også viser langtidspåvirkninger i dybden af forskellige aktiviteter på jordoverfladen.

Gropen viser i år jorden under tre gårdtyper; en mark til en kvæggård, en mark til en traditionel planteavlsgård og en mark på en gård med minimale jordbearbejdninger.

En lang række danske virksomheder arrangerer endagsture til Borgeby Feltdage, der mere er for fagligt interesserede end de traditionelle danske dyrskuer.

Borgeby Feltdage 2024

Åben onsdag 26. juni kl. 9.00-18.00 og torsdag 27. juni kl. 9.00-17.00

Maskindemonstrationer hver time fra kl. 11.00-16.00

Se mere på: borgebyfaltdagar.se

Læs også