Sen majs udfordrer

Såningen af majs har de fleste steder været en hel måned bagefter normalen. Det får ifølge konsulenter fra Velas betydning for høstudbyttet og majsens foderværdi.

- Vi har vænnet os til, at majs kan blive klar til høst fra midt i september. Vækstsæsonen kan dog uden problemer gå til lidt ind i oktober, siger grovfoderkonsulent hos Velas, Anders Christiansen, der her ses ved et tidligere års majsdemonstration. Arkivfoto

- Vi er en måned bagud i forhold til normalen, siger Bent Halkjær Hedegaard, afdelingsleder i planteavlsafdelingen hos Velas og henviser til årets udfordringer i forbindelse med majssåningen.

- Det kommer til at betyde meget i sidste ende, hvor sandsynligheden for, at kolben bliver udviklet godt, er lille.

Ifølge Bent Halkjær Hedegaard betyder den mindre kolbeandel, at foderværdien bliver dårligere.

- Normalt ville majsplanterne nu stå i skinnebenshøjde og gerne være oppe i hoftehøjde den 7. juli. Det når de ikke, uanset hvor godt vejret bliver fra nu af, vurderer han.

Sen såning

Anders Christiansen, grovfoderkonsulent hos Velas, har haft mange spørgsmål fra landmænd om omsåning af majs.

- Der kan dog de allerfleste steder sås i hele denne uge (uge 22, red.). Og på de varmeste lokaliteter er det i hvert fald muligt at så majs 3-5 dage endnu, lød det fra konsulenten i forrige uge.

På det tidspunkt var vurderingen fra Steffen Marx Hansen fra SMH Maskinstation i Hårby, at de stadig manglede at så 20-30 procent af de cirka 300 hektar, som de havde bestilling på.

- Det er især på den kolde jord, at vi ikke har kunne så, og ja, min vurdering er også, at vi er en måned bagud. Men når vi endelig kommer i gang, er jorden fin at køre i, men vi tager en dag ad gangen, påpeger han og understreger, at ingen af de landmænd han sår for, har valgt ikke at så majsen.

- De lader formentlig i stedet majsen stå det længere i efteråret, inden de snitter. Det ser jeg ikke noget problem i andet end, at det ikke bliver muligt at så vintersæd på arealet.

Kan udlægges med slætgræs i stedet

Anders Christiansen samtykker.

- Vi har vænnet os til, at majs kan blive klar til høst fra midt i september. Vækstsæsonen kan dog uden problemer gå til lidt ind i oktober.

- Og får man ikke sået, kan markerne udlægges med slætgræs. Det er den eneste afgrøde, der er et regulært alternativ til sen majssåning. Vi vurderer, at diverse kornafgrøder eller blandinger af korn og bælgplanter til grønkorn ikke bliver til noget, når de sås nu, siger Velas-konsulenten.

Generelt skal det vurderes, om det er muligt at høste nogle alternative fodermidler, hvis ikke det lykkes at så den mængde majs, der er planlagt. Ligeledes bør udbyttet i det majs, der er sået vurderes om, det er tilstrækkeligt til, at foderbeholdningerne kan nå sammen.

Lagre fra sidste år

- Vi kan næsten med sikkerhed sige, at vi ikke når de normale udbytter. Men måske er man heldig at ligge inde med et lager fra sidste års gode majshøst. Så kan sidste års gode resultat måske afhjælpe dette års dårlige, konkluderer Bent Halkjær Hedegaard.

- Vi har vænnet os til, at majs kan blive klar til høst fra midt i september. Vækstsæsonen kan dog uden problemer gå til lidt ind i oktober, siger grovfoderkonsulent hos Velas, Anders Christiansen, der her ses ved et tidligere års majsdemonstration. Arkivfoto

Læs også

Reduceret jordbearbejdning i økologisk jordbrug
Sådan navigerer du som økolog igennem udfasningen af konventionel husdyrgødning
Økologer løfter bundlinjen med skarp sædskiftestrategi
Planteavl med fokus på de gamle dyder
Få overblik over tilmeldte efterafgrøde-marker
Nye regler for hvornår fast husdyrgødning må udbringes