- Det er gået forholdsvis let i år. Det hele har passet. Vi fik sprøjtet rapsen ned og høstet den først, så kom regnen og resten af afgrøderne blev modne i mellemtiden, konstaterede mejetærskerpilot Jan Kristiansen, da avisen forleden kom forbi, mens mejetærskeren holdt stille med fuld korntank og ventede på, at der kom en traktor med vogn forbi marken ved Nøvling syd for Aalborg.

Jan Kristiansen og Claas’en havde netop taget hul på de sidste 6,5 hektar af de i alt 450, der skulle høstes i år på Skårhøjgård.

Hveden klarede sig bedst

Mens humøret var højt i mejetærskeren, da afslutningen på årets høst nærmede sig, var der også smil på læben i John Deere-traktoren, hvor marken og mejetærskerens ejermand, Valther Skårhøj, sad.

- Det bliver en høst en lille smule under middel, men efter to rekordår kunne vi heller ikke blive ved. Så jeg er godt tilfreds, fortæller gårdejeren, der udover de 450 hektar planteavl producerer omkring 19.000 slagtesvin fra syv kilo om året.

Valther Skårhøj glædede sig især over hveden.

- Man siger jo, at »hvede godt kan lide hede«, og det ser ud til, at netop hveden har klaret sig bedre igennem den tørre periode end vores andre afgrøder. Jeg regner med, at det kommer til at give omkring 8,5 tons pr. hektar i gennemsnit, og på marken her tror jeg udbyttet ligger lidt over 9 tons, vurderede han.

- Til gengæld har vinterbyggen skuffet med et udbytte på kun 6 tons – det er næsten to tons under, hvad vi havde håbet på. Vores rajgræs blev også hårdt ramt af kulden i foråret og gav kun 1.300 kg. De foregående år har det ellers givet 2.200 og 2.600 kg. Det var det samme med vinterrapsen, som kun gav 4,2 tons i snit. I efteråret tydede det ellers på endnu et rekordår, for det var kommet rigtig flot op, men frosten tog altså pynten af det, konstaterer Valther Skårhøj.

Stor kapacitet

Selvom Claas’en blev lidt senere færdig med arbejdet i år, glæder Valther Skårhøj sig over endnu en forholdsvis let høst på bedriften, hvor høstkapaciteten aldrig er en udfordring.

- Vi lavede generationsskifte for fire år siden, hvor jeg og min bror overtog hver sin del af vores fars bedrift. Der overtog jeg også maskinparken, som før var blevet brugt til at drive 700 hektar. Så vi har stor kapacitet. Derfor har det heller ikke været nødvendig at høste til senere end klokken 22 om aftenen, fortæller den nordjyske landmand, der heller ikke har haft stress på i forhold til at nå at få etableret efterafgrøder til den 20. august.

- Vi har ladet 55 hektar almindeligt rajgræs ligge som efterafgrøde, mens det nye udlæg i vårbyggen også tæller med som MFO. Derfor har vi kun skullet så 50 hektar efterafgrøder til den 20. august. Det har ikke været noget problem for os at nå – faktisk havde vi efterafgrøderne med honningurt og oliræddike i jorden en uge før fristen, fortæller han.

Planter