Det stadig mere begrænsede udbud af kemi til især frøafgrøder får Gavnø til at teste andre behandlingsmetoder. - Men vi er hurtigt i en million-investering i udstyr, fortæller Lars Rasmussen.
Frøafgrøder er det centrale i sædskiftet på det sydvestsjællandske gods Gavnø.
- Selv om korn- og rapspriserne er høje lige nu, har frøavl over tid altid været det mest stabile og rentable. Så vi har ikke ændret i sædskiftet ud fra priserne, fastslår Lars Brylle Rasmussen, driftsleder på Gavnø.
I år er der 50 til 60 hektar med hver af de fem frøarter, som er inde i sædskiftet.