Startgødning direkte i sårillen giver andre muligheder

I kornafgrøder er det blevet populært at samså med for eksempel DAP placeret direkte i sårillen. Det giver en god effekt og bedre start på afgrøden, mener dyrkningsteknisk rådgiver hos Flex Fertilizer System.

- DAP tilfører kun to næringsstoffer: N og P. Så egentlig kunne man tænke, at der let kunne mangle andre af de essentielle næringsstoffer, for eksempel S, der let udvaskes, og Mg, der mange steder er relativt svært optageligt, ligner det. Så man kunne optimere endnu mere, fortæller Jan Fischer Jensen, dyrkningsteknisk rådgiver hos Flex Fertilizer System. 

Derfor har virksomheden udviklet en række flydende startere, der kan placeres direkte i sårillen på for eksempel hvede, byg, havre og rug. Og Jan Fischer Jensen forklarer, at de har gode erfaringer med at placere op til 200 liter pr. hektar på denne måde – og at de for eksempel kan lave gødninger som en Flex Basis NP 10-7 +S+Mg.

Gødningen kan også tilsættes lidt micro fra starten, for eksempel mangan, så man slipper for den første mangan-sprøjtning – eller zink, hvis man har erfaring med, at det ofte mangler.  

I Irland laver virksomheden således en version, der hedder Flex Basis 10-6 + S+Mg+Zn. I Sverige aftager en kunde en stor mængde starter med formuleringen Flex Basis NP 7-8 +S+Zn. Altså mindre N.

- Og i Danmark har vi en kunde, der vil have den som NPS 20-2-2. Altså skåret kraftigt ned på P, på grund af kvote-problematikken. Pointen er, at der med vores system og produktionsmetoder er mulighed for at få skræddersyet sin startgødning, og at man ikke behøver at være begrænset til NP i et fast forhold, lyder det fra virksomheden.

Kun få benytter sig af mulighed

Tålsomheden er god, og præcisionen høj, når den på denne måde placeres direkte i sårillen. 

- Alligevel må vi indrømme, at det faktisk er ret få, der benytter sig af muligheden. Det er ærgerligt. For med fremtidens øgede krav til præcision og høje udbytter på marken er det ellers oplagt. Med Flex-on-Farm-anlæggene forventer vi dog et tættere samarbejde med landmændene og dermed muligheden for at skræddersy endnu flere løsninger. At man som landmand på den måde får sin egen formulerings-ekspert med på råd, når man skal planlægge gødskning, giver en række helt nye muligheder for landmændene, fortæller Allan Holm Nielsen, produktudvikler hos Flex Fertilizer System.

Den tætte sparring vil give landmændene en helt unik mulighed for at optimere, som de aldrig før har haft, mener han.

Byg udstyr på

- De landmænd, der køber Flex-to-Go hos den danske producent BJ-Agro, bliver dog ikke snydt. Vi kan reelt skræddersy meget, i og med at vores basis-produkter ofte er blandbare. Så hvis vi laver en grund-formulering som for eksempel NP 10-7+S+Mg, kan man tilsætte vores microer efterfølgende, inden man kører det ud. Reelt kan man på den måde selv skræddersy rigtig meget selv, fortæller Jan Fischer Jensen. 

Det første skridt er dog, at flere får bygget udstyret på deres såmaskiner. For eksempel Brdr. Toft og Kyndestoft har gode erfaringer med den slags mindre ombygninger. Det kan hurtigt tjene sig hjem, og kan man på den måde spare nogle kg P ved at skifte fra den P-tunge DAP til en mindre P-holdig starter som for eksempel NP 10-7, NP 16-6, NP 20-4, eller helt ned på NP 20-2 er der rigtig mange muligheder, og kan man på den måde holde mere gylle hjemme, er der også her en økonomisk gulerod, mener virksomheden.

Læs også