De kronjyske juletræer slap nådigt for tørkeskader tidligere på året. Til gengæld sluttede sæsonen med masser af mudder at fedte rundt i. En udfordring, man dog har taget med ophøjet ro hos Haslundkær Maskinstation.
Vi er sidst i november og maskinerne arbejder sig stille og roligt gennem mudderet. Peter Kjeldsen, der driver Haslundkær Maskinstation ved Randers, tager imod træerne et efter et, mens Hans Rasmussen får dem langet op til ham.
På en dårlig dag når de at pakke 1.000 og på en god dag 1.500 nissepinde, som de kalder dem – andre siger bare juletræer – på paller. Der skal i alt pakkes cirka 20.000 træer i denne sæson.