Netop i år ses mange sukkerroemarker med højt ukrudt over hele marken.

- Vi skal i højere grad tænke på roernes evne til at udvikle et hurtigt og godt bladdække, der kan lukke af for ukrudtet, påpeger Henrik Møller fra roeforædlerfirmaet Sesvanderhave.

Han oplever, at roedyrkerne er blevet betydeligt mere opmærksomme på at prioritere bladdække som en vigtig sortskarakter, når de vælger roesort og køber roefrø.

Især efter dette års ukrudtsfyldte roemarker, som har overrasket selv meget erfarne roedyrkere.

Roetoppen er på vej tilbage igen efter at være forædlet mindre og mindre i de seneste mange år.

Valg med nyt fokus

Som noget nyt inden for valg af roesort er der kommet fokus på skindfasthed forstået som revner i roens overflade.

- Skindfasthedsindekset siger noget om, hvor hård roens overflade er, og hvor mange stød den kan tåle. Alle sorter får i dag testet roernes overfladestyrke, fortæller Henrik Møller.

Jo større skindfasthed roerne har, jo bedre kan de tåle de mekaniske stød igennem roeoptageren uden at gå i stykker eller få revner, og jo længere og bedre kan roerne så holde sig i en kule.

- Sukkertabet i roerne er nemlig direkte proportionalt med, hvor mange skader og revner der er ind til roens indre.

Højere sukkerprocent

Skindfastheden siger altså noget om, hvor solide roerne er og dermed om, hvor lav risikoen for sukkertab er.

- En høj sukkerprocent suppleret med en høj skindfasthed sikrer også en høj sukkerprocent selv ved en sen levering, pointerer Henrik Møller.

Netop i år er der en relativ lav sukkerprocent generelt i sukkerroerne.

- Til det kommende år bør man derfor vælge sorter med en høj skindfasthed til levering helt tidligt og sent i kampagnen. Så sikrer man sig mod skadede roer og dermed tab af sukkerprocent, konkluderer Henrik Møller.

Planter