Henrik og Ove Rieks har de seneste fem år opnået flotte resultater på deres planteavlsbedrift i Himmerland, hvor kartofler er omdrejningspunktet. Men Henrik Rieks ser en udfordrende fremtid for sig, og han tror på, at samarbejde er nøglen til succes. Derfor inviterer han nu en samarbejdspartner ind i Vejgaarden ApS.
Man skal ikke tale længe med Henrik Rieks for at blive klar over, at han har masser af idéer og store ambitioner. Ambitioner der udfordrer selv de mest grundlæggende regnestykker.
- Virksomhedens overordnede strategi er, at to plus to skal give fem. Og det er også derfor, at vi nu inviterer en samarbejdspartner ind i ejerskabet af Vejgaarden ApS, siger Henrik Rieks.