Både for tidlig og sen majshøst koster mælkeproducenterne dyrt
KWS lancerer her i 2019 et satellitbaseret program, der effektivt vurderer modenheden i majs til ensilering, så høsten kan ske på det optimale tidspunkt. Tendensen i de seneste fire år har nemlig været, at høsten sker alt for sent, hvilket både forringer udbytte og kvalitet markant, lyder analysen fra forædlingsfirmaet.

Det kan koste op til 650 kroner pr. hektar i tabt udbytte at høste sine majs til ensilage for sent i forhold til det optimale tidspunkt.
Det kan koste op til 650 kroner pr. hektar i tabt udbytte at høste sine majs til ensilage for sent i forhold til det optimale tidspunkt.
Bliver procent tørstof for høj, falder udbyttet nemlig med helt op til 15 procent i ekstreme tilfælde, lyder analysen fra forædlingsfirmaet KWS.
- Desuden vil der ved for sent høst være større tab i stakken og mindre mælkeydelse på grund af forringet kvalitet, forklarer majsekspert Ken Brink fra KWS.
Alt for meget majs høstes for sent
Hans tal er ikke grebet ud af den vintertunge luft, men er baseret på tal fra blandt andre Seges.
Desuden fra erfaringer med et program til bestemmelse af modenhed i majs, som KWS har testet de seneste fire år i Tyskland.
- Det program tester vi i Danmark i år både hos udvalgte landmænd og landmænd, som selv tilmelder sig, fortæller han.
Data fra Seges viser med al ønskelig tydelighed, at 41 til 49 procent af majsen til ensilage i årene 2016-18 blev høstet med en tørstofprocent på over 36 procent.
- Optimalt skal majs høstes med en tørstofprocent fra 32 til 35 procent afhængig af sort, påpeger Ken Brink.
Øgets silotab i kølvandet
Sker høsten med under 32 procent tørstof eller over 35 procent tørstof, mindskes udbytte og kvalitet som kvægfoder - og silotabet øges også.
De samme tal fra Seges viser desuden, at i de samme tre år blev 12 til 21 procent af majsen høstet med en tørstofprocent under 32.
- Det betyder, at i de tre år var det kun 30 til 43 procent af majsen, der blev høstet på det korrekte tidspunkt, fastslår Ken Brink.
Hans konklusion er derfor, at det koster mælkeproducenterne dyrt ikke at få høstet rettidigt - især i form lavere udbytte, ringere kvalitet og silotab.