Bekæmp flyvehavre nu

Udover at flyvehavre kan mindske dit høstudbytte, så er det lovbestemt, at alle arealer skal holdes fri for ukrudtstypen.

Når kornafgrøderne er gennemskredet, har du de bedste betingelser for at finde flyvehavren, så en effektiv aflugning kan ske, skriver LMO. Gå systematisk gennem markerne ved eksempelvis at følge de anlagte kørespor.

Planterne skal luges op med rod, ellers kan planten udvikle nye skud, hvis du finder flyvehavre, bør lugningen gentages efter 10-14 dage for at få »efternølerne« med. LMO råder også til, at du benytter lejligheden til at afluge besværlige græsser som eksempelvis rajgræs og agerrævehale.

Alle marker skal ses efter - også brakarealer, sprøjtefrie zoner, vandløbsbræmmer og arealer hvor der er foretaget kemisk bekæmpelse af flyvehavre. Enkelte flyvehavreplanter kan overleve sprøjtningen, særligt ved sene sprøjtninger på store flyvehavreplanter.

Det er vigtigt at gennemgå de steder, hvor der plejer at være flyvehavre, forklarer LMO. Efter behandling med midler med delvis virkning mod flyvehavre, kan flyvehavre nemlig ofte findes som lavere planter nede i afgrøden.

En kikkert er et godt hjælpemiddel ved afsøgning for flyvehavreplanter. Landbrugsstyrelsen giver ikke en bestemt frist til at afluge flyvehavre, da planterne ikke må findes. Det betyder, at så snart planterne er synlige, skal de afluges.

Forebyg spredning

·        Du skal oplyse køber af afgrøder om forekomst af flyvehavre

·        Sker høst med maskinstation, skal du oplyse om forekomst af flyvehavre

·        Ved salg og bortforpagtning skal du oplyse, om der forekommer flyvehavre

·        Halm og andet materiale, som formodes at indeholde levedygtige flyvehavrekerner, må ikke sælges eller overdrages til andre

·        Produkter til konsum eller foder, som formodes at indeholde flyvehavre, må ikke overdrages, kun hvis det er konstateret fri for flyvehavre eller behandlet, så flyvehavrekerner ikke er spiredygtige

·        Høstmaskiner, der har været anvendt i afgrøder med flyvehavre, skal renses før de anvendes i andre afgrøder

·        Transport af varer med indhold af flyvehavre skal ske således, at spredning af flyvehavre ikke forekommer. Det vil i praksis sige overdækket

Kilde: Flyvehavrebekendtgørelsen

Læs også