Ved at sørge for tilstrækkeligt med bier til bestøvningen af en række afgrøder er det muligt at øge udbyttet uden at belaste klimaet tilsvarende.
Værdien af biernes og andre insekters bestøvning af afgrøder er blevet vurderet til omkring 1 milliard kroner årligt i Danmark. Værdien er nok lavt sat, da det ser ud til, at insektbestøvning betyder mere for udbyttets størrelse, kvalitet og holdbarhed end hidtil antaget, anslår Danmarks Biavlerforening.
- For eksempel øges udbyttet af hestebønne med 5-45 procent, mens forårets gule rapsmarker giver op mod 15 procent større udbytte, og samtidig øges olieindholdet i frøene, så der kan laves mere rapsolie. Biernes bestøvning af jordbær kan resultere i op til 70 procent større høst og samtidig fås større, fastere og rødere jordbær, lyder det fra biavlerne.
- Bier og andre insekter medvirker til at øge både udbytte og kvalitet uden forøgelse af andre input, som f.eks. gødning og sprøjtemidler og uden større klimabelastning, siger Arne T. Henriksen, formand for Danmarks Biavlerforening.
Det blev markeret forleden på den FN-udnævnte Biernes Dag med besøg på en række besøgsbigårde i hele landet.
 
 

Planter