Efteråret er sæsonen hvor sære skabninger viser sig i den danske natur. Træernes blade gulnes og falder til jorden mens planter visner og går i vinterhi og gør plads til efterårets herskere, nemlig svampene.
En svamp er ikke en plante og heller ikke et dyr. Svampene er unikke livsformer der tilhører deres helt eget rige – svamperiget. Det omfatter tusindvis af arter fra de mindste gærceller der producerer vores alkohol og hæver vores brød, til enorme svampenetværk der fordeler næringsstoffer mellem træer i skoven.
De faldne blade og de døde plantedele skal omsættes, og det er netop der svampene kommer ind i billedet. Omsætning af dødt materiale er svampenes lod, og den biomasse der er opbygget henover sommeren er en kæmpe ressource for disse bløde organismer. For når alt andet dør og rådner, så lever og dominerer svampene.

Hér vokser Judasøre
Det er dog ikke alle svampe der udelukkende lever af dødt plantemateriale. I skovbryn, remiser og i gamle hegn finder man i efteråret og hen på vinteren træer og buske med mærkelige ’vingummi-ører’ hængende på de ældre stammer. Det er den såkaldte Judasøre der har indfundet sig.
Den findes især på gamle hyldetræer men kan også findes på andre løvtræer, blot de er tilstrækkeligt gamle. Her hænger den både højt og lavt mens den udsender sine mikroskopiske sporer som sønderspredes med vinden. Sporene udsendes fra undersiden af ’øret’ som kan udsende op mod flere hundredetusinde sporer i timen. Hver enkelt af disse sporer har et potentiale for at udvikle sig til en ny svamp andetsteds.

Religiøst navn
Svampens navn har et religiøst ophav. Navnet associeres ofte med den bibelske Judas Iscariot, og historien går på at Judas hængte sig i et hyldetræ efter han havde forrådt Jesus. Den øreformede svamp er ifølge historien en påmindelse om hans skæbne.
Trods den lidt makabre historie er Judasøre faktisk en fin spisesvamp, som kan bruges i et utal af retter, bl.a. i salater. Den har ikke rigtigt nogen smag, men tilføjer konsistens og bid til retten. Som oftest tørres den inden opbevaring, hvorved den bliver stenhård.
Når den igen vædes i vand, genvinder den sin oprindelige vingummiagtige konsistens. Det anbefales dog at man bestemt ikke steger den, da man risikerer at have den springende rundt på komfuret som eksploderende popcorn.
Har du judasøre på dine træer, er det et tegn på at du har bevaret de gamle og syge træer i skov og hegn. Det ser måske i manges øjne lidt ”rodet” ud, men er med til at skabe levesteder for sjove skabninger som netop svampene. Du kan hente inspiration og ideer til flere nemme måder at hjælpe både dyr, planter og svampe på her: www.lf.dk/bi eller www.seges.dk/natur.

Planter