L&F om Tast-selv-systemet: Få det nu fikset!
Områdedirektør Niels Peter Nørring fra Landbrug & Fødevarer er ikke imponeret over seneste melding fra Landbrugsstyrelsen om, at de værste fejl skulle være blevet rettet. Ifølge ham er systemet stadig meget tidskrævende, og landmanden hænger i sidste ende på regningen.

Foto: Colorbox
- Det er på ingen måde acceptabelt, at vi igen i år står med et tast-selv-system, som ikke fungerer fra dag et, fortæller områdedirektør Niels Peter Nørring, som er godt træt over alle de problemer, der indtil nu har været med systemet.
Niels Peter Nørring anerkender, at Landbrugsstyrelsen har fået styr på en række af problemerne, som de selv meldte ud mandag.
- Men selv med de rettelser, som styrelsen siger, de har fået foretaget, tager det faktisk stadig lang tid at afslutte sagerne, når man sidder bag skærmen. I mange af sagerne har landmændene og konsulenterne været inde og registrere, men har ikke kunnet afslutte sagen, lyder det fra områdedirektøren, der fortsætter.
- Det tager tid og koster penge, og der er kun én til at betale det, og det er landmanden. Det er ikke på nogen måde holdbart, siger han.
Ifølge Niels Peter Nørring så er systemet meget komplekst, og der er stadig mange uklarheder.
- Mange af sagerne vil enten ikke kunne nå at blive kunne afsluttet, eller også skal de åbnes igen i den kommende tid.
- Det her skriger på, at styrelsen får lavet noget, der er langt enklere til næste år, så der ikke igen sker fejl efter fejl efter fejl. Et velafprøvet system der virker for landmændene og konsulenterne, afslutter Niels Peter Nørring.