Tankerne om en portalsprøjte til forsøg havde været til stede i næsten 10 år hos Peter Porse, teamleder for LMO’s forsøgsafdeling.

Og nu – godt halvandet år efter, at de første konkrete tanker og tegninger blev nedfældet - står en avanceret forsøgssprøjte klar ved Aarhus.

Den to tons store forsøgssprøjte, som er den allerførste af sin slags i verden, er særligt udviklet til LMO’s behov i forhold til at sprøjte forsøgsparceller.

Den nye forsøgssprøjte skal være afløser for de såkaldte cykelsprøjter, som har været den manuelle sprøjte, man har brugt i forsøgene siden 1980’erne, og som ikke har ændret sig siden.

LMO’s nye GPS-styrede forsøgssprøjte er fuldautomatisk på næsten alle måder.

 

Ti sprøjtemidler med

Forsøgssprøjten kan løfte sig mere end 2,2 meter over jorden og køres ud til mere end 3 meter i bredden.

Derudover tager den mere end 10 forskellige bomme og sprøjteindstillinger samt 10 typer plantebeskyttelsesmiddel med på én og samme gang.

LMO foretager alene omkring 5.000 sprøjtninger fordelt på godt 2.000 parceller årligt.

- Vi har fået monteret vindfang bag på maskinen, så vi reelt kan sprøjte ved syv meter i sekundet, uden at det gør noget. Det er meget unikt i forhold til den nuværende cykelsprøjte, siger Peter Porse.

Til næste år er det planen, at maskinen skal vises frem for fagfolk inden for forsøgsverdenen på en stor tysk messe.

Planter