Vinterært og -hestebønne lover godt
48 forsøgsparceller med vintersorter af bælgsæd ser særdeles lovende ud efter en mild vinter.

Jesper Fog-Petersen præsenterede forsøget som led i Økologisk Landsforenings projekt om mere dansk bælgsæd til konsum. God ukrudtskonkurrence, tidlig høst og merudbytte er nogle af de potentielle fordele, han fremhæver ved vintersorterne.
Det danske vintervejr er ikke altid egnet til at vinterærter og vinterhestebønner, men i år har overvintringen været fin. 50 økologiske landmænd og rådgivere så i sidste uge syv forskellige veletablerede vintersorter af hestebønne og ni sorter af vinterært med og uden iblanding af korn i forædlervirksomheden Nordic Seeds forsøgsmark ved Odder.
Jesper Fog-Petersen præsenterede forsøget som led i Økologisk Landsforenings projekt om mere dansk bælgsæd til konsum. God ukrudtskonkurrence, tidlig høst og merudbytte er nogle af de potentielle fordele, han fremhæver ved vintersorterne.
- Vi har de seneste to-tre år haft tørre forsomre, hvor vårært har svært ved at blomstre. Sidste år høstede vi 5-6 t/ha i forsøg med vinterært, så der er klart noget at hente i vintersorterne, konstaterede Jesper Fog-Petersen, der forventer en tidlig høst.
- Det giver gode muligheder for at etablere efterafgrøder, men det giver også – og det er vigtigt i konsumafgrøder – en større sikkerhed for god kvalitet. Risikoen for svampe i kernerne er alt andet lige mindre, jo tidligere vi høster, påpegede han.
Blandsæd giver sidegevinster
En stor del af parcellerne er blandsæd med vintersæd, herunder også vinterhavre. Blandingsafgrøder kan byde på en række sidegevinster, som ikke mindst økologer har gavn af, fx bedre vinterfasthed, ukrudtskonkurrence og mindre risiko for angreb af skadedyr og sygdomme.
- Havre er særlig interessant, når vi dyrker bælgsæd til konsum. Fødevareindustrien er optaget af 'fri for', og havre udmærker sig som bekendt ved ikke at indeholde gluten, sagde Jesper Fog-Petersen.
Økologisk Landsforenings projekt Økologiske proteinafgrøder til klimavenlig human ernæring arbejder for dyrkning og anvendelse af mere dansk bælgsæd i hele kæden fra jord til bord.