Bayer gør det nemmere at beskytte rapsene

Med MagicTrap vil Bayer gøre det meget nemmere at holde øje med forekomsten af skadedyr i rapsmarkerne. Manuelle tilsyn er nemlig udskiftet med en billedbaseret analyse direkte på din smartphone.

Snudebiller, rapsjordlopper og glimmerbøsser kan være alvorlige skadevoldere i raps. Gule fælder kan anvendes til at konstatere angreb, men det kræver hyppige manuelle tilsyn.

Det problem vil Bayer nu løse med produktet »MagicTrap«, som detekterer og tæller skadedyrene automatisk. I stedet for at man som landmand skal køre rundt og lede efter dyrene i marken eller tælle dyr op i fælder, får man med MagicTrap en billedbaseret analyse direkte på sin smartphone.

- Med vores digitale gule fælder, skal landmanden ikke bekymre sig om SIM-kort og kontrakter. Apparatet skal være klar til at bruge hvor som helst, øjeblikkeligt og uden teknisk forberedelse, siger Fabian Born, som er produktchef hos Bayer.

Verdensomspændende tilgængelighed

Bayer samarbejder derfor med firmaet 1NCE, som tilbyder verdensomspændende tilgængelighed og en simpel prismodel for hele apparatets levetid.

Og Alexander P. Sator, som er administrerende direktør i 1NCE supplerer ham:

- Klassiske mobilabonnementer er en »showstopper« for udviklingen af intelligente og skalerbare IoT-løsninger (Internet of Things). Vi kan i dag levere stabil forbindelse til vores kunder i mere end 110 lande, og vi er glade for at samarbejde med Bayer om dette vigtige koncept for at beskytte verdens afgrøder.

Læs også